Man tør sgu' snart ikke sætte et dannebrogsflag i en flødeskums-lagkage for ikke at blive taget til indtægt for Dansk Folkeparti, sagde Erik Clausen i en tv-debat for et års tid siden. Og hvor har han ret. Det nationale er blevet omklamret af en paranoid flok tonedøve pianister, der ikke ved, hvad det egentlig er, de klamrer sig til, ud over at der står Danmark i teksten. I Danmark er de født, og det er de andre ikke. Det siger H.C. Andersen selv til en køn melodi af Otto Rung, der ganske vist får et kedeligt bræg, når den trækkes ud med »Dig ææælsker jeg«, men det fik Poul Schierbeck rådet bod på med en nyere tone i 1926. Andersens sang kom naturligt nok på tale som afløser for Oehlenschlägers 'Der er et yndigt land' som nationalsang. Det eneste alternativ, der siden er ydet hedder 'Og det var Daaanmark'. Sådan har vi til forskellige tider sunget så forskelligt om vores land og os selv. Den danske sang blev kaldt »en ung blond pige« af lyrikeren Kai Hoffmann, som fik melodi af Carl Nielsen i 1926, men det er nu sjældent sådan man forestiller sig den, når et blandet kor af danskere rømmer sig og intonerer omkring sankt hans-bålet eller Parkens grønsvær. Vi synger ikke så godt som vi burde i betragtning af, at vi har kunnet øve os på fællessang i mange generationer, faktisk helt fra dengang, da flertallet af danskere fik lært at læse med de nye skolelove fra 1814 og vi skulle finde fodslag som nation oven på talløse forsmædelser. Guldalderens digtere og komponister slog ikke lyren forgæves - grøn var vårens hæk, vejen slog sin bugt, det var hvidt herude og højt fra træets grønne top strålede juleglansen. Her opstod en lysende sangskat, båret af glæden ved åndelig og økonomisk fremgang hen mod sejren i '48 og systemskiftet i '49. Men så kom nederlaget i 1864. Tonen blev mørkere, men den substans i den danske sang, som guldalderen afsatte, bestod, og den overlevede markant i den første Højskolesangbog, der udkom i 1894.