Selvfølgelig måtte der komme en bog om Erik Mortensen efter hans død i 1998, men fra hvem? Hvem skulle skrive om frederikshavnerdrengen, der blev verdensberømt i Paris, og ikke mindst - hvem havde noget væsentligt at tilføje? Det blev Lone Bastholm, der kom til at bidrage med små tohundrede sider til Erik Mortensens ekstraordinære modeliv, men sandt at sige er det ikke meget, hun kan føje til hans egne velskrevne og underholdende erindringer fra 1987, 'Ej blot til pynt'. Det er disse erindringer, hun først og fremmest bygger på, og som man vel egentlig ikke behøvede at få genfortalt, men også mængden af omtale, han har fået gennem alle årene, samt naturligvis sit eget personlige og mange andres kendskab til hans liv og levned. Som sagt falder fortællingen spinkelt ud. Måske skyldes det vanskeligheder med at få lirket modeskaberens elegante person så tilpas meget op, at materialet kunne have rakt til mere end overfladen - enkelte steder en lille smule under. Samtaler med Erik Mortensens livsledsager, Jean-Pierre Michaud, har ikke ført til megen gevinst, og man fornemmer heller ikke, at der er blevet bidraget med væsentligt fra hverken den del af familien, som fortsat lever, eller fra Mortensens gode veninder, modejournalisten Didder Rønlund og forfatteren Lise Nørgaard (hun kan ellers nok fortælle). Også tre kongelige personer der har medvirket, nemlig prinsesse Benedikte, dronning Sonja og den absolut største aftager af modeskaberens udsøgte rober, dronning Sirikit af Thailand. Hende har Lone Bastholm været helt ude at besøge for bl.a. at kunne melde, at dronningen er blevet fyldigere med årene. Desuden mener Sirikit, at hende hofskrædder siden 60erne var intet mindre end et geni.