»Gid jeg var gammel, lidt op i Trediverne, saa jeg havde mine egne Indtægter, min egen fri Vilje ...«, skrev en sekstenårig ung pige i 1882 i sin nyindkøbte dagbog. Pigen, Ellen Bentzon senere Drachmann, fik vel aldrig helt sin frie vilje - ikke efter hendes dagbøger, som hun førte, fra hun var seksten til hun var seksoghalvfjerds, at dømme. Der var altid nogen, hun skulle spørge om lov hos. Først hos sin far, senere hos ægtemanden. Ellen Bentzon var datter af en premierløjtnant, og hun var en opvakt, lærenem og lærelysten pige. I 1882 købte hun og søsteren på deres mors opfordring hver sit hæfte for at føre dagbog - og det blev Ellen ved med frem til 9. april 1940. (Forlaget påstår ganske vist på titelblad og alle andre steder, at dagbogen blev ført helt frem til 1945, men hvis det er tilfældet, så mangler de fem år fra 1940 til 1945 i anmeldereksemplaret. Her er sidste indførsel 9. april 1940.) Der er spring i dagbogsføringen, men i det store hele skriver Ellen kontinuerligt om sit liv, sine problemer og sin længsel, fra hun er en forventningsfuld ung pige, til hun er en gammel kone med ondt her og der og alle vegne.
Livets byrde
Lyt til artiklen
