Stanislav Grof har i mere end fyrre år været blandt de førende inden for transpersonel psykologi - dvs. den del af psykologien, der beskæftiger sig med ændrede bevidsthedstilstande, der overskrider den enkeltes grænser. I 1950erne eksperimenterede han med lsd og da han i 1967 kom til USA, hvor lsd var blevet forbudt, fortsatte han med andre bevidsthedsudvidende teknikker som meditation og såkaldt holotropisk åndedrætsterapi. Mange opfatter Grof som et fliphoved. Med sine interesser for kosmisk bevidsthed, nærdødsoplevelser og stoffer står han i stærk modsætning til den etablerede psykiatri, som han i øvrigt selv er rundet af. Andre ser ham som en guru, der har revolutioneret vores opfattelse af sindets grænser, hvilket han har beskrevet i 'Den indre Rejse 1-4', der alle er oversat til dansk. Grof opdeler bevidstheden i tre områder: Det biografiske, som den traditionelle psykologi og psykiatri beskæftiger sig med, det perinatale, som er forbundet med fødselsoplevelsen, og endelig det transpersonelle område, der handler om tidligere inkarnationer og oplevelser fra før fødslen. De transpersonelle oplevelser er meget varierede og i sagens natur grænseløse. Grof nævner oplevelser af at være et dyr, en plante eller hele universet. Disse tilstande bliver af den klassiske psykiatri betegnet som psykotiske og af religionen som religiøse oplevelser. Grof taler om holotropiske tilstande, der egentlig betyder 'orienteret mod helhed', og for Grof er helheden uden grænser: »I holotropiske tilstande kan vi transcendere krops-egoets snævre grænser og genvinde vores fulde identitet«. Med vores hverdagsbevidsthed opfatter vi kun en lille del af det, vi i virkeligheden er.