Samlingen åbner med et brag. Essayet hedder 'Folkeligheden' og handler om, hvor rædselsfuldt Danmark er. Som samtalepartner har han en ekspert i genren Lorteland, Henrik Stangerup, og Lyngby Jepsen skriver lige så godt i hadegenren som Stangerup, i hvert fald når han citerer ham, »åndsforladte provinshul, korrupt og sladderagtigt, et land fuldt af folkesocialister og reaktionære bonderøve, lutheranere og kulturhadere, Gert Petersen og Rindal og Poulsgaard, er der nogen jeg har glemt?« De Danmarkskritiske essays lider lidt under alderens tyngde. De tre sidstnævnte personer er jo pensionerede, og de endnu aktive blandt hans øvrige skydeskiver er i vid udstrækning overgået til andre beskæftigelser og synspunkter, eksempelvis en undervisningsminister og EU-modstander ved navn Ritt Bjerregaard. Blandt friskere Danmarksoplevelser er en sørgelig og bitter hospitalshistorie magen til dem, man deprimerende ofte møder i avisernes indsendte indlæg, dog betydelig bedre skrevet end det gennemsnitlige hvæserbrev. Kun et enkelt af samlingens essays henter stof fra Lyngby Jepsens mangeårige italienske eksil og er behagelig frit for romantiserende kontrast til dumme Danmark, hvor også skatten - det havde jeg nær glemt - er for høj, nemlig »80%«.
Jeronimus med guldpen
Lyt til artiklen
