Harboøre, november 1893: Seksogtyve fiskere er druknet på én nat, og ved begravelsen lader den indremissionske præst forstå, at der i den åbne massegrav ligger vantro syndere, som selv er ude om det. Fireoghalvfjerds børn er blevet faderløse. En lille pige bliver spurgt, hvor hendes far er nu, og hun svarer, belært af præsten: »I helvede«. Læs hele historien i det uddrag af 'Guds knaldepisk', vi bringer på midteropslaget af dagens 'Bøger'. Det er en ur-historie i dansk kultur, en af de historier, vi på en måde alle kender, hvad enten vi nu faktisk har hørt den eller ej. For den har været med til at trække åndelige grænseskel i Danmark - skel som går den dag i dag. Der er og bliver gudskelov, med forlov, en verden til forskel på kulturelle ekstremer som de missionske og de kulturradikale. Mellem disse ekstremer har radiomanden og forfatteren Egon Clausen i snart en menneskealder fungeret som en af de få forbindelsesofficerer. Det er miljøer, som (med god grund) har bekriget hinanden i 150 år, men i dag er krigen nok mestendels afløst af en noget nær fundamentalistisk uvidenhed om de andre. Og man må nok sige, at uvidenheden ikke mindst er på den kulturradikale side. Man træffer jævnligt mennesker i miljøet omkring nærværende avis, som helt enkelt tror, at sådan noget som Indre Mission er et forhistorisk fænomen på linie med tuberkulose og hestetrukne sporvogne. Man aner ikke, at det den dag i dag er en kraftig folkelig rørelse. Og man har heller aldrig hørt om Vilhelm Beck (1829-1901).
De helliges høvding
Lyt til artiklen
