Der findes nu om stunder kun én vej, som teologien kan gå for at nå frem til nyhedsudsendelser og avisforsider, nemlig at fremkalde forargelse. Det blev demonstreret til fulde for omtrent et år siden, da Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll meldte rent ud, at han hverken troede på en skabende Gud, opstandelsen eller det evige liv, men at det i øvrigt ikke forhindrede ham i at passe sit job og forkynde evangeliet. Det kom der en sag ud af, en skandale i agurketiden, der i bund og grund strandede på spørgsmålet om en enkelt præsts tro og embedspligt. Mange mente, at han forsømte denne pligt; andre, at han ikke gjorde. Det kunne have ført videre til en principiel diskussion om folkekirkens bekendelsesgrundlag, som jo udgjorde forargelsens uudtalte fundament. Men før det nåede så vidt, greb højere kirkelige magter ind. Kasserer ufornuft Biskoppen over Helsingør Stift indgik et gådefuldt kompromis med Grosbøll og satte dermed en stopper for sagen, uden at det stod lysende klart, hvor de grænser, som præsten havde overskredet, egentlig gik. Muligheden for en overordnet debat syntes med dette skridt at være forpasset. Muligvis er den dog ikke helt forspildt. Hvis gløderne stadig ulmer fra branden i fjor, puster forlaget Anis nu til dem ved at udgive en bog af John Shelby Spong, som er pensioneret biskop i den anglikanske kirke i Newark, USA. På hjemmebane er Spong en kendt debattør, der utrætteligt har kritiseret det magtfulde kristne højre og kæmpet mod kirkens homofobi, hykleri og kvindeundertrykkelse. Desuden har han vakt opsigt ved sige noget nær det samme som Grosbøll, men med større myndighed og tydelighed. Det er en af de allermest gennemgribende forestillinger i kristendommen, den såkaldte teisme, som Spong med bogen 'En ny kristendom i en ny verden' vil gøre op med. Hans hovedanliggende er at trodse den kristne tradition for at forholde sig til Gud som en person. Man har et billede af, hvad Spong kæmper imod, i Bess McNeills bønner i Lars von Triers 'Breaking the Waves'. Hendes henvendelser til Gud er en karikeret, men ikke desto mindre rammende skildring af, hvordan den kristne historisk har forholdt sig til Gud: som et barn til en far. Denne gudsopfattelse vil Spong kassere sammen med en række af de fornuftsstridige forestillinger, som kristendommens arvegods består af, blandt andet jomfrufødsel, legemlig genopstandelse og forventningen om Jesu genkomst. 'Revolution' Som en nutidig David Friedrich Strauss ønsker Spong at skrælle den krakelerede dogmatiske fernis af kristendommen for at nå ind til en sand og sund kerne, der er meningsfuld også i vores tid. Hvad han efterlyser, er en kristendom for dem, der ikke vil korsfæste forstanden for at komme ind i troen. Det er nødvendigt, mener han, hvis ikke kristendommen skal dø ud. Hans ultimative budskab er, at den kristne kirke »ved begyndelsen af det nye årtusind (står) på tærsklen af udslettelse eller en radikal ny begyndelse. Der er ikke andre alternativer, som forekommer mulige«. Som en strategisk reformator er Spong bevidst om, at et radikalt ændringsforslag sælger bedre, hvis det går ud på at vende tilbage til en mere oprindelig og autentisk kristendom end den nuværende. Derfor stiller han sit forslag frem som en 'revolution' i ordets egentlige betydning: som en tilbagevenden til en tidligere tilstand i kristendommens historie. Uspiselig religion Det argumenterer han for i to etaper. Først påtager han sig gennem en række bibeludlægninger at læse bag om evangelierne til en tidligere, præteistisk gudserfaring. Dernæst giver han en religionspsykologisk forklaring på, hvordan teismen har kunnet erobre kristendommen, nemlig ved at lindre den angst og smerte, som udviklingen af en jegbevidsthed førte med sig. Teismen har virket som balsam og bedøvelse mod dét, Freud kaldte »jegbevidsthedens traume«. Eftersom vi aldrig slipper af med dette traume, er vores behov for Gud af kronisk karakter. Det er udtalt også i dag, mener Spong, og derfor er ateisme ikke en løsning. Når Spong imidlertid med egne ord skal beskrive den moderniserede gudsoplevelse, som han vil sætte i stedet for den teistiske, skifter han fra et videnskabeligt til et lyrisk og lidenskabeligt register: »Gud er Livets Kilde, som vi dyrker, når vi lever fuldt ud«, og så videre. Det lyder som noget, der er taget ud af et bønnemøde, hvor sådanne udsagn muligvis fungerer. I skriftens element virker de derimod udmattede og kraftesløse. Spong har utvivlsomt ret i, at forestillingen om en personlig Gud gør kristendommen uspiselig for mange religiøst anlagte mennesker i dag, og at hans eget gudsbegreb er i bedre overensstemmelse med de amorfe og individualiserede forestillinger om det guddommelige, som gør sig gældende i vor tids trosliv. Pausesignal Tilbage sidder man dog med en tvivl om, hvorvidt sådanne forestillinger kan bundtes sammen og bruges som grundlag for en menighedsdannelse, som Spong går ud fra. Spong er - som hans danske importør, DR-programmedarbejderen Egon Clausen, nævner i sit efterskrift - ikke nogen original teologisk tænker. Ligesom Grosbøll serverer Spong et sammenkog af idéer, der er velkendte i henholdsvis den rationalistiske og dialektiske teologi, men forholdsvis ukendte i den bredere offentlighed. Som brobygger mellem disse verdener fungerer han formentlig fint i en amerikansk sammenhæng. I den danske debat vil hans rækkevidde nok være mere begrænset. Det er en udpræget amerikansk erfaringsverden og teologisk dagsorden, han refererer til, og den lader sig ikke umiddelbart overføre på danske forhold. Derfor vil 'En ny kristendom i en ny verden', der er oversat til dansk uden ynde, efter alt at dømme kun være et pausesignal, indtil en dansk teolog ser sit snit til at gennemføre det opgør med den religiøse vanetænkning, som Grosbøll lagde op til. At forlaget Anis i mellemtiden gør en indsats for at forhindre, at debatten dør helt ud, er dog under alle omstændigheder en prisværdig gerning.