0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Syg spindoktor

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bam, bada, bam! Spindoktoren kommer. Underlægningsmusikken er lagt i de dramatiske toner fra de første sider i Klaus Kjøllers bog, 'Spindoktor'. Et fremtidsscenario tegnes op, hvor en fiktiv pressechef i Statsministeriet som domptøren i et cirkus kaster kødlunser til de fremmødte journalister.

Og bladsmørerne våger gispende med tungerne ud af munden på hvert ord, der kommer fra spindoktorens læber. Doktoren er spillets herre, som styrer det hele og kender alle mediecirkusets uskrevne regler til fingerspidserne.

Kjøller giver os 8 til 15 år, så vil dette være de barske realiteter i Danmark. I ikke fuldt udfoldet, men sådan at de politiske partier med hver sin spindoktor har »fuld kontrol med de informationer, der tilflyder pressen«, som han skriver.

Forfatteren bygger denne opsigtsvækkende forudsigelse på et ræsonnement om, at dels søger partierne at maksimere deres magt og dels optræder partierne rationelt. Desuden er der i bogen eksempler, som skulle få forudsigelsen til at glide ned.

Hverken ræsonnementet eller eksemplerne er overbevisende. Jo vist er det rigtigt, at partierne og politikerne søger magten. Men hallo - det har de vel altid gjort, uden det af den grund er lykkedes at gøre pressen til dikkende lammehaler.

Og jo partierne forsøger at optræde rationelt, men som Kjøller er inde på i bogen, er partier sammensat af mennesker med personlige ambitioner, der flittigt bagtaler og bekriger hinanden. Mon ikke alle avislæsere på fingrene kan nævne flere nylige episoder, hvor partier i Folketinget har reageret alt andet end rationelt.


Så er der eksemplerne, som fylder en del i bogen. Vi får lidt pluk fra nyere politiks historie, blandt andet pressens modtagelse af biografien om Nyrup og Socialdemokratiets formandsopgør, der fremstilles som vellykkede spindoktorprojekter: Det lykkedes ifølge bogen i begge tilfælde at få påvirket mediernes behandling af sagen.

Men de fleste eksempler er netop ikke udtryk for, at de agerende politikere har optrådt som marionetdukker ført af professionelle dukkeførere. Nej, politikerne har i større eller mindre omfang klaret ærterne selv. At politikere tænker på medierne i deres offentlige fremtræden kan næppe overraske eller begrunde, de voldsomme ændringer, Kjøller ser som nært forestående.

Desuden nævnes flere eksempler, som gik skævt. Men de kan mærkværdigvis også bruges som vand på spinderiets mølle. Det sker ved at beskrive, at det kunne have haft indflydelse på udfaldet af sagen, hvis der havde været en spindoktor til stede i salen.

Ja hvis og hvis ...

Retfærdigvis skal det nævnes, at forfatteren også inddrager et større erfaringsgrundlag fra udlandet i sine skråsikre betragtninger. Eksemplerne er fra USA og Storbritannien, hvor henholdsvis Clinton og Blair ifølge bogen kan takke deres spindoktorer for deres succes.

At de nævnte politikere også kunne have noget at byde på politisk og måske oven i købet har været begunstiget af ringe modstand fra oppositionen, melder historien ikke noget om. Det ville også anfægte bogens enkle præmis: Spindoktorers kommende verdensherredømme.


Klaus Kjøller er ikke alene om at dyrke denne myte. Den går igen i mange artikler og beskrivelser af fænomenet. Udbredelsen skyldes sandsynligvis, at den passer så godt til spindoktorers skamløse selvpromovering og samtidig tillægger medier og journalister smigrende betydning i det politiske liv.

Og vist er der da tendenser i retning af professionalisering af den politiske kommunikation, men slet ikke i det omfang Kjøller og andre mytomaner antager. Fejlslutningen er, at fordi der bliver flere skriverkarle og informationsmedarbejdere i ministerier og politiske organisationer, som laver rugbrødsarbejde med pressemeddelelser og er ghostwritere på politikernes læserbreve, så vil det føre til spindoktori i stor stil. Men den holder ikke for en nærmere afprøvning.

Spørg for eksempel på avisernes debatredaktioner, og svaret vil være, at ganske mange af disse informationsmedarbejdere ikke engang kender omfang eller form på almindelige debatindlæg. Så der er lang vej til professionalisering i det omfang, Kjøller og konsorter beskriver det. Og gudskelov for det.

Derfor er det også Tordenskjolds spindoktorer, der igen og igen nævnes i alle sammenhænge. Vi kender Venstres tidligere så omtalte skaldede hævner, Henrik Qvortrup, som i dag er chefredaktør på B.T., og vi kender Michael Kristiansen, som har bidraget til statsministerens nytårstaler og nu arbejder for Fogh i Venstre.

Og vi kender Dansk Folkepartis Søren Espersen, der dog ikke er mere kold professionel, end at han ved næste valg stiller op for partiet. Fortsæt selv listen, men det bliver immervæk ikke til mange mediedoktorer i det danske politiske system.


Efter at have været gennem Kjøllers effektjageri, er det velgørende at læse bogen 'Professionalisering af den politiske kommunikaton'. Bogen syner ikke af meget og er en hurtig udgivet sag, der beskriver en konference om emnet fra april i år. Selvom spindoktorerne også her spøger i kulissen, gør flere af de gengivne oplæg meget ud af at mane spøgelset i jorden.

Som medieforskeren Peter Bro er citeret for i en af bogens bedste indlæg, skaber mytedannelsen om spindoktorerne afstand mellem de folkevalgte og folket, og den afstand kan såmænd være stor nok i forvejen.

Trods den noget rodede redigering har bogen den kvalitet, at her bliver politisk kommunikation seriøst behandlet og diskuteret. Blandt andre af Rasmus Jønsson, som nedtoner myten ved at beskrive arbejdet med at kommunikere politiske budskaber som et håndværk, der kræver specialviden.

Og at politikere bruger disse håndværkere for at få deres budskaber ud er lige så naturligt, som at de bruger en blikkenslager til at ordne rørene i privaten. Noget forenklet analyse, men god til prikke luften ud af den oppustede retorik, som knytter sig til emnet.


På samme linje er kommunikationsrådgiveren Henrik Byager, som jeg her i bogen for første gang ser citeret for noget fornuftigt, nemlig at overdrivelsen af spindoktoriet demonstreres af de ringe resultater. F.eks. er Venstres 'avancerede' strategi for øjeblikket at stå stille ligesom Byager peger på, at hvis Nyrup følger sine rådgiveres strategi, må han have elendige rådgivere.

Så der en verden til forskel fra Kjøllers dramatisering til den lille bogs forsøg på at sætte myten i et realistisk relief. Formentlig skyldes forskellen, at folkene fra Labcom, der havde arrangeret konferencen og udgivet bogen, faktisk arbejder med politisk kommunikation, mens Klaus Kjøller er lektor på Københavns Universitet.

Sidstnævnte baserer sin bog på litteratur, biografier og derudover samtaler med den tidligere medierådgiver Svend Gunbak. Et noget tyndt empirisk grundlag i forhold til de selvsikre analyser.

Samlet viser de to bøger et billede af et emne, hvor der et stort behov for analyser, der sætter spindoktoriet i relation til vælgernes forhold til politik, det faldende medlemstal i politiske partier og i det hele taget udviklingen i det politiske liv.