»Min familie følger faders vilje«, sang Osvald Helmuth på ABC Teatret i foråret 1951. Revyen hed ironisk nok 'Har vi det ikke dejligt'. Hvis man havde stillet det spørgsmål hjemme i villaen på Søbakken i Skovshoved, hvor Osvalds kone, Søster, og sønnen Frits, dengang 20 år, var ofre for en hustyran af patologisk format, ville svaret i hvert fald i den snævreste kreds have været et nej med meget store bogstaver. Her var begrebet 'faders vilje' en grusom virkelighed og ikke bare et kvikt refræn i en vise af Arvid Müller og Amdi Riis i Lommers lysthus på Frederiksberg Allé. Myten knuses Journalisten John Lindskog fortæller nu den ulykkelige historie om de tre, hvoraf de to (på hver sin vis) blev et par af de største personligheder i dansk scenekunst, revy og teater. Søster gjorde sin anonyme indsats i køkkenet livet igennem og i frihedskampen under den tyske besættelse. 'Faders vilje' er en bog, der knuser en myte og forklarer skæbner, Osvalds og Frits'. Fæl læsning Nådesløst og veldokumenteret gennem dagbøger og breve, som forfatteren har fået ubegrænset adgang til efter Frits Helmuths død for nøjagtig et år siden, fortælles historien om de omkostninger, der kan skrives på et genis slutopgørelse. Det er fæl læsning, og man kan altid diskutere 'skal-skal ikke' i slige anliggender, men de salte kendsgerninger rokker ikke ved hverken Osvald eller Frits Helmuths format som kunstnere. Endsige ved Søsters som menneske. Lindskog er ret nøgtern i sin fremstilling. Han hverken moraliserer eller psykologiserer. Det overlader han til læseren, og det sidste kan man i hvert fald ikke lade være med, for her er en case story, der måske kunne blive til den film, som Frits Helmuth så gerne ville have lavet om sin mor. Den blev, kan man vist roligt sige, med lidt indblik i Frits' labile psyke, gud ske tak og lov aldrig til noget. I andre hænder er den oplagt. Stoffet er tæt på 'Festen'. Utroskab m/k Osvald Helmuth, den tiljublede tribunehelt, kunne portrættere den jævne dansker skarpere end nogen anden, og han voksede til karakterskuespiller i højeste niveau, kulminerende med 'Jeppe på Bjerget' på Det Kgl. Teater i 1954. Hans joviale fremtoning gav ham et image i offentligheden som en varm og hjertelig personlighed. Det kunne han være, men sandheden var åbenbart en anden. John Lindskog begynder sin bog med et dramatisk opgør i hjemmet. 22. januar 1954 skriver Søster i sin dagbog: »Sikke en aften. Osvald og Frits røg i totterne på hinanden. Det var meget pinligt. Der blev sagt mange onde ting. Hvor er jeg ked af det«. Far var kommet fuld hjem og var så ædende ond, som han åbenbart havde for vane at være i den tilstand. Han kaldte Frits en svækling og en mislykket mand og stak sin kone en lussing. Det fik Frits til at koge over og tage faretruende kvælertag på sin far. Næste dag lod alle som ingenting. Episoden var tæt på hverdagskost gennem mange år. Fra tidligt i ægteskabet var Osvald Helmuth sin kone utro, overvejende med kvinder, men også med mænd. Det sidste vil nok overraske henne om hjørnet og nede i kælderen. Han kunne være væk fra hjemmet i mange dage og nætter, uden at familien vidste, hvor han var. Når han så kom hjem, kaldte han Søster både luder og mær. Det fremgår af de mistrøstige dagbogsnotater og breve, som Søster skrev til Osvald, når hun ikke kunne få ham i tale. Samtidig var hjemmet ramme om overdådig selskabelighed, hvor Søster trakterede som evig køkkenslave. Udad tiltegnede sig et glansbillede. Masochistisk kærlighed Frits Helmuth var på mors side, og det frydede ham, da hun endelig kastede sig ud i en kærlighedsaffære med en norsk læge, selv om hun ikke ville realisere en skilsmisse. Mor bliver også en heltinde for Frits, da han erfarer, at hun var aktiv i en modstandsgruppe og sandsynligvis involveret i stikkerlikvideringer, selv om bevismaterialet er lidt flakkende. I hvert fald besad Søster en revolver. Man kan undre sig over, at hun ikke skød Osvald, men udholdt hans grusomheder. Hun elskede bæstet med en nærmest masochistisk hengivenhed. Den forkvaklede opvækst satte sig spor i Frits Helmuths følsomme sind. Han blev selv alkoholiseret og havde store besværligheder med sine ægteskaber. Samlivet med Jeanne Darville er også en fæl historie, der giver John Lindskog lejlighed til at afsløre de lyssky forsikringstransaktioner omkring opsætningen af 'My Fair Lady' på Falkoner Centret, hvor Darville var inde i billedet som absolut håbløst bud på Eliza. En anden ægtemand, skuespilleren William Rosenberg, siger rent ud, at Jeanne Darville blev ofret, for at bagmændene, Aage Stentoft, Lars Schmidt og Ingvar Blicher Hansen, kunne få udbetalt en forsikringssum hos Lloyd i London. Pyha, pyha ... Der er ikke så lidt snask i 'Faders vilje', men ved siden af det formår John Lindskog at antegne både Osvald og Frits som de begavede kunstnere, de var, selv om der ikke er dybere analyser af deres sceniske væsen. Til gengæld er det blevet en gyser af et psykologisk familiedrama. Hvis Frits Helmuth endelig tolkede sin sidste optræden med Osvalds viser som en sejr over far, så var det en dyrekøbt sejr.