Så vidt vides, findes der ikke ondskab i dyreriget. Et dyr jager sit bytte, nedlægger det og fortærer det. Men dyr torturerer ikke. Således ikke i menneskenes verden. Her synes rækken af ondskabsfulde handlinger kun at være begrænset af fantasien. Datoen 11. september blev for tre år siden et ikon for det ondes tyranni. Eskalerende ondskab Fra da af blev vi alle potentielle ofre, og i den globale debat fik ondskaben et comeback. Både som retorik og propaganda: Fjenden er altid ond. Men også i form af konkrete grusomheder. Terrorister kidnapper uskyldige mennesker og skærer halsen over på dem. Amerikanske soldater torturerer fanger i det selv samme Abu Ghraib-fængsel, som var et symbol på fjendens ondskab. Næsten dagligt må vi forholde os til nye grelle eksempler på eskalerende ondskab. Vold mod børn »Da jeg så de frygtelige billeder fra Skole nr. 1 i Beslan, tænkte jeg som alle andre, at det var uhyrligt«, siger Rolf Kuschel, professor i socialpsykologi ved Københavns Universitet. »Hvordan kan man iværksætte sådanne handlinger mod børn, der er noget af det smukkeste, som findes i denne verden? Desværre er det ikke første gang i historien, at ondskab rammer børn«. I bogen 'Ondskabens Psykologi', som han har skrevet sammen med ph.d.-studerende Faezeh Zand, Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, findes mange eksempler, der i vanvid kan stå mål med begivenhederne i Beslan. I 1864 konkurrerede amerikanske soldater om, hvem der kunne ramme et tre-årigt indianerbarn, der forsøgte at følge efter sine flygtende forældre. Under Anden Verdenskrig gik der sport blandt tyske soldater i at skyde spædbørn mellem øjnene, når de blev kastet op i luften. Og for nylig blev det hævdet, at den russiske armé har skjult sprængstof i legetøj, som blev uddelt til børn i Tjetjenien. Empatiens pauseknap Det er ikke nødvendigvis psykologiske afvigere, som udfører sådanne handlinger. Desværre. For så kunne verden ånde lettet op og anbringe de onde mennesker bag lås og slå. En af bogens pointer er tværtimod, at de rædselsfulde handlinger begås af almindelige mennesker, der har været udsat for psykologiske påvirkninger, som legitimerer og stimulerer til udførelsen af onde gerninger. Forfatterne postulerer ikke at kunne forklare alle aspekter ved ondskabens hæslige ansigt. I første omgang spørger de: Hvad er ondskab? Her er svaret helt klart. En handling er ond, hvis den skader andre fysisk og psykisk. Handlingen skal være bevidst og målrettet. Den skal være ekstrem, ualmindelig slet eller grænseoverskridende i forhold til de sociale og kulturelle værdier, der gælder i det eksisterende miljø. Desuden er ondskab kendetegnet ved, at gerningsmanden ikke udviser nogen form for indføling eller medfølelse med de mennesker, som den gemene handling går ud over. Der er mange eksempler på, at evnen til empati kan være afhængig af situationen. De mest berygtede torturbødler under juntastyret i Grækenland var om aftenen kærlige familiefædre og rare naboer. De kunne med forfatternes ord 'trykke på empatiens pauseknap'. Næsten som når en tandlæge lukker øjnene for en patients udtryk for smerter, fordi behandlingen er nødvendig. Mennesket er som modellervoks Mennesker har i århundreder forsøgt at finde ondskabens rødder. Psykoanalysens skaber Sigmund Freud mente, at mennesket fra naturens hånd er et brutalt væsen. Chokeret over grusomhederne under Første Verdenskrig beskrev han i 1915 mennesket som »en morderisk rotte«. I dag hælder forskerne til den anskuelse, at mennesket fødes med potentialer til at handle både menneskekærligt, uegennyttigt - og meget ondskabsfuldt. Det er både menneskets styrke og svaghed, at det er som modellervoks. Terrorister, selvmordsbombere og torturbødler er i almindelighed hverken afvigende, syge, sindssyge eller abnorme. Alligevel er de i stand til at begå hæmningsløs vold. Det har skabt en opfattelse af, at vi alle under de givne omstændigheder kan gøres til uhyrer. Man henviser f.eks. til Stanley Milgrams forsøg over lydighed fra begyndelsen af 1960'rne, hvor han i en eksperimentel situation fik almindelige borgere til at give 'ofrene' stærke elektriske stød. Men den konklusion køber Kuschel og Zand ikke. For kun 65 procent af forsøgspersonerne gav maksimale strømstød. Man må ikke glemme de 35 procent, der var 'ulydige', hedder det i bogen. De afbrød forsøget og nægtede at følge forsøgslederens ordre. Eufemismens skærmende kåbe Til gengæld har man i dag et godt kendskab til de psykologiske processer, der kan fjerne moralske barrierer ved systematisk udført ondskab. Eksempler fra moderne tid er masseudryddelserne i Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. I begge tilfælde var der tale om en såkaldt 'kognitiv omstrukturering'. Ofrene blev betegnet som 'fjender af staten', hvorfor det var ærefuldt at udrydde dem. Der skabes en sproglig platform, som gør det muligt at opfatte ofrene som ikke-mennesker. Nazisterne talte konsekvent om 'det jødiske utøj'. De græske torturbødler under juntaen fik at vide, at de skulle være et bolværk mod kommunisterne, der blev betegnet som 'orme'. I vore dage får al-Qaedas medlemmer at vide, at amerikanerne er »lavtstående mennesker, der udfører handlinger, som de mest glubske dyr ville afstå fra«. Andre nedværdigende betegnelser for fjenden er »efterkommere af aber og svin«, »lænkehunde« eller blot »menneskeligt produkt«. Samtidig får forskønnende omskrivninger af grusomhederne det hele til at glide lettere ned. Vi kender det fra Irakkrigen. Soldater dræber ikke mennesker, men taber dem (waste). Bombemissioner beskrives som »servicering af målet« (servicing the target), og når soldater dræbes af deres egne, taler man om »venskabelig ild«. Som det hedder i bogen: »Sandhedens grusomheder skjules under eufemismens skærmende kåbe«. Hjernevask En særlig form for psykologisk ondskab kendes som 'hjernevask'. Begrebet stammer fra Koreakrigen, hvor kinesere og koreanere havde foretaget politisk indoktrinering af amerikanske fanger. Efter hjemkomsten udtalte de til pressen, at deres fængsling havde været berettiget, fordi de i virkeligheden var spioner for USA. Metoden går ud på først at nedbryde fangerne systematisk fysisk og mentalt. Sult, tørst, mangel på søvn og motion og forbud mod at gå på toilettet er en meget yndet form for tortur, eftersom den ikke efterlader fysiske ar. Næste skridt er forandringsfasen, hvor fangerne under konstant pres lærer at 'se lyset' i den nye verdensanskuelse. I opbygningsfasen mødes de så med venlighed og indpodes håb for fremtiden. Rekruttering af mennesker i krise Det er ikke kun stater, der betjener sig af 'mind control'. Et helt kapitel i 'Ondskabens psykologi' handler om de psykologiske påvirkningsstrategier, der benyttes af sekter og andre ekstreme bevægelser af religiøs, politisk eller økonomisk observans. Også her forsøger man at nedbryde individernes verdensopfattelse og selvstændighed for i stedet at få dem til at acceptere organisationens idéer. Samtidig opbygges en gruppeidentitet, der er i overensstemmelse med lederens visioner. Eksempler på disse autoritært ledede sekter er Moon-bevægelsen, Guds Børn (der i dag kalder sig Familien) og den japanske kult Aum Shinrikyo, der stod bag angreb i Japan med giften sarin. Alle har benyttet sig af midler som sparsom ernæring, hårdt arbejde, afpersonalisering (f.eks. ens tøj og et nyt kaldenavn), isolation og konstant overvågning i forsøget på at gøre medlemmerne til lydige marionetter. Ofrene findes typisk blandt mennesker, der er i en kritisk livsfase. Det er tankevækkende, at mange terrorgrupper benytter sig af lignende metoder. Medlemmerne rekrutteres blandt unge, som er arbejdsløse, desperate og uden fremtidshåb. Udsat for flammende taler, krav om total lydighed og gruppeisolation styrkes opfattelsen af, at 'vi' er de gode, mens 'de andre' er de onde. Manualer i tortur Ikke mange kan være uenige i, at tortur er ondskab. Tortur findes verden over og udøves ikke kun i despotiske og udemokratiske lande. Og ifølge Kuschel og Zand er og forbliver det en myte, at torturbødler er sadister. F.eks. er der intet, som tyder på, at de græske torturbødler nød deres arbejde. De udførte et job, de var trænet til, og mange gjorde det under et stort pres. Systematisk tortur er et håndværk, der kan læres. Der findes manualer og holdes workshops i torturmetoder. Efter lange tovtrækkerier fik offentligheden i 1997 et sjældent indblik i CIA's forhørsteknikker, da man frigav håndbogen KUBARK (Counterintelligence Interrogation fra 1963). En af metoderne kaldes Alice i Eventyrland. Fangen skal gøres total konfus med det formål at 'udslette det kendte og erstatte det med det underlige'. Andre metoder går ud på at bringe et voksent velfungerende menneske tilbage til et tidligere barnligt udviklingstrin, hvor modstanden mod at 'plapre løs' er mindst. Drevet af frygt I 1985 følte CIA sig forpligtet til at indlægge et løst stykke papir i manualen med besked om, at tvangsmæssige forhør er forbudt ifølge amerikansk og international lov. Alligevel mener Kuschel og Zand, at der går en lige tråd fra anvisningerne i KUBARK til hændelserne på Guantánamobasen og overgrebene i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. Og de tilføjer: »Selv om hver enkelt af de anklagede småfisk er personligt ansvarlige for, hvad de har gjort, må fokus og ansvaret for, hvad der skete i fængslet, rettes mod selve krigssystemet, der skaber disse mennesker«. Også fredsforskeren Jan Øberg kommer i et efterskrift til bogen ind på, at ondskab både kan findes i det enkelte menneske og de systemer, der fremmer de onde handlinger. Ondskab puster til menneskets eksistentielle frygt og angst. Og frygt - snarere end ondskab - kan få mennesker til at begå frygtelige forbrydelser. Terrorister som rollemodeller Hvis torturbødlen ikke er sadist, hvad så med den moderne terrorist, der bevidst går efter store tabstal og ikke vægrer sig ved at dræbe børn? Nej, intet tyder på, at nutidens terrorister er psykopater. Der er slet ikke plads til afvigere i den moderne terrorisme, hvor angrebene skal udføres med præcision, koldblodighed og overblik. Men det er ingen tilfældighed, at mange terrorister kommer fra områder i verden, hvor normen ikke er fred. Her kan voksne, aktive terrorister komme til at fungere som rollemodeller for de unge, som identificerer sig med dem. Hvis terroristlederen herudover har en karismatisk udstråling og er omgærdet med en vis mystik, vil det tiltrække unge i tusindtal. Civil courage »Vi kan på ingen måde acceptere hændelserne i Beslan«, siger Rolf Kuschel. »Men vi bør ikke undlade at forstå baggrunden for denne ondskab. Efter sigende har russerne dræbt 42.000 børn i Tjetjenien. Folk har ingen mad, fabrikkerne er lukkede, og man kæmper for at få en blot nogenlunde anstændig tilværelse«. »Det voldsomme opsving i terrorismen kan vi kun dæmme op for ved forhandlingsbordet. De fjendebilleder, som begge parter har af hinanden, kan kun reduceres i en dialog. Det kræver en anden verdensorden og en helt ny måde at tænke på«, siger han. »Det kræver også, at vi alle lærer at stille spørgsmål ved autoritære personers tåbeligheder og ondskab. I bogen opfordrer forfatterne os alle til at udvise civil courage og sige NEJ til det onde, så det kan høres. For vi kan ikke dække os bag rationaliseringer om, at ondskaben blev iværksat i en højere sags tjeneste, eller at man blot fulgte en ordre. Enhver har et personligt ansvar for det, som han eller hun gør - eller undlader at gøre«.