Psykiatri er et speciale, der altid er til diskussion. Og sådan skal det også være, når psykiatriske diagnoser ofte stilles på baggrund af skiftende tiders normalitetsforestillinger. Psykiatriens historie er et studie i normalitet og afvigelse, og ikke mindst i de forklaringsmodeller, man gennem tiderne har brugt for at forstå psykisk sygdom. I de senere år har vi fået flere bud på den psykiatriske historieskrivning, og en af de mere kontroversielle er Edward Shorters 'A History of Psychiatry' fra 1997, der netop er udkommet på dansk. Shorter er en forførende god historiefortæller, og han tager os med gennem et stort anegalleri af personligheder bag psykiatrien. Bogen er ind i mellem elementært spændende, skønt det sker, at den dramatiserende pen løber af med ham, når han bliver fanget af den gode historie og anekdoterne, som der er mange af i Shorters udlægning. I indledningen markerer Shorter sin grundholdning, når han skriver, at Freuds idéer er glemt »som den sne, der faldt i fjor«, fejet af banen af den biologiske psykiatris »dundrende succes«. Han er uden den mindste vaklen eller eftertanke en kompromisløs tilhænger af den biologiske tilgang til psykiatrien, og han har intet til overs for teorier, der også ser på betydningen af psykosociale aspekter i menneskets liv. Med dette standpunkt adskiller Shorter sig fra de fleste af de nyere fremstillinger af psykiatriens historie.
Historien om studiet af afvigerne
Lyt til artiklen
