0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Historien om studiet af afvigerne

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Psykiatri er et speciale, der altid er til diskussion. Og sådan skal det også være, når psykiatriske diagnoser ofte stilles på baggrund af skiftende tiders normalitetsforestillinger. Psykiatriens historie er et studie i normalitet og afvigelse, og ikke mindst i de forklaringsmodeller, man gennem tiderne har brugt for at forstå psykisk sygdom.

I de senere år har vi fået flere bud på den psykiatriske historieskrivning, og en af de mere kontroversielle er Edward Shorters 'A History of Psychiatry' fra 1997, der netop er udkommet på dansk.

Shorter er en forførende god historiefortæller, og han tager os med gennem et stort anegalleri af personligheder bag psykiatrien. Bogen er ind i mellem elementært spændende, skønt det sker, at den dramatiserende pen løber af med ham, når han bliver fanget af den gode historie og anekdoterne, som der er mange af i Shorters udlægning.

I indledningen markerer Shorter sin grundholdning, når han skriver, at Freuds idéer er glemt »som den sne, der faldt i fjor«, fejet af banen af den biologiske psykiatris »dundrende succes«.

Han er uden den mindste vaklen eller eftertanke en kompromisløs tilhænger af den biologiske tilgang til psykiatrien, og han har intet til overs for teorier, der også ser på betydningen af psykosociale aspekter i menneskets liv. Med dette standpunkt adskiller Shorter sig fra de fleste af de nyere fremstillinger af psykiatriens historie.


Ordet psykiatri stammer fra 1808, og før da eksisterede faget som medicinsk speciale ikke. Imidlertid har man altid kendt til psykiske syge og sociale afvigere, der faldt udenfor skiftende tiders normalitetsbegreb.

De gale, de vanvittige, de afsindige eller de sindssyge har altid stået marginalt i forhold til det menneskelige fællesskab. Men når Shorter igen og igen definerer »psykisk sygdom som genetisk baseret dysfunktion i hjernens kemi«, ignorerer han den sociale virkelighed, som den psykisk syge lever i.

Mærkeligt, for han har ellers et kritisk blik for den romantik, der tidligere omgærdede fremstillinger af psykisk syge - før psykiatriens fødsel, hvor familien tog sig af plejen.

Det var ikke altid så idyllisk. Shorter citerer kilder, der dokumenterer den brutalitet og nød, der kunne præge behandlingen af den syge, der f.eks. kunne leve i et hjørne af stalden, nøgen, indsmurt i sin egen afføring. »Man kan roligt opgive enhver romantisk forestilling om de gode gamle dage, da de sindssyge boltrede sig på landsbyfælleden og vegeterede i egetræets skygge«.

I en række kapitler følger vi psykiatriens historie fra dens fødsel i begyndelsen af 1800-tallet, med de store asyler, over den første biologiske psykiatri, hvor degenerationsteorierne, dissektionsbordet og hjernemikroskopier - den klinisk-patologiske metode - var dominerende.

En stor gruppe af de toneangivende psykiatere var mere interesseret i forskning, klassifikation og organisering af psykiatrien end i egentlig patientbehandling.


Shorter ser på psykiatriens udvikling i de europæiske lande og uddeler karakterer: tyskerne fører både organisatorisk og forskningsmæssigt, franskmændene laver katastrofer(!) og englænderne er efternølere. Sådan.

Den store franske patolog Charcot karakteriseres skråsikkert som »uden sund fornuft og urokkeligt overbevist om sin egen ufejlbarlighed«. Et system, der frembringer en mand som ham »giver selv næring til den potentielle elendighed« og er derfor en katastrofe.

Shorter formulerer sig sort/hvidt, og skønt han dyrker detaljen er det ikke de finere nuancer han interesserer sig for.

Der er nogle interessante kapitler om, hvordan de store asyler mistede terræn i psykiatrien. Angsten for galskaben, indespærring og stigmatisering betød, at borgerskabets psykiatriske patienter søgte skjul bag »neurologiens figenblad«. Det var finere at lide af dårlige nerver end af skizofreni.

Nervelidelser og nervøsitet blev de nye betegnelser for psykiske lidelser, og kurbade og hvilekure borgerskabets foretrukne behandling af de »moderne sygdomme« som neurasteni, hysteri og hypokondri.

Psykiatrien fjernede sig hermed fra de traditionelle institutioner. Kurstederne med deres ro og fred fra en turbulent verden, hvor industrialisering og urbanisering for alvor truede den gamle trygge orden, blev den nye tids bud på behandling.


Den næste fase i psykiatriens historie hedder ifølge Shorter »den psykoanalytiske hiatus« - dvs. afbrydelse af historien. Imellem den første biologiske psykiatri og den anden, som vi lever med i dag, hvor sofistikeret hjerneforskning, genetiske studier og psykofarmakologi dominerer scenen, ankom psykoanalysen, der hos Shorter fremstilles som noget, der ligner et komplot mod den videnskabelige, dvs. biologiske psykiatri.

Han mener, at analytikernes forsæt var at »udvide Freuds domæne til hele psykiatrien og hele den amerikanske offentlighed«, at »bevægelsen fejrede hver ny erobring som en triumf«, at dens »infiltrering af psykiatrien« og »magtovertagelsen var komplet« etc. etc.

Shorter beskriver psykoanalysen som »en ild jøderne havde tændt, og som de kom til at trives i varmen fra i adskillige årtier«. Endvidere mener han »at jøder var overforbrugere af de fleste former for psykiatrisk behandling i forhold til deres antal i den samlede befolkning«.

Man skal være ret hårdhudet for ikke at få en meget dårlig smag i munden, når man læser disse og lignende formuleringer.

Også Shorters beskrivelse af psykoanalysen ligner en karikatur, der slet ikke reflekterer dens centrale antagelser. Han skriver f.eks. om analysens »intense bundfiskeri efter seksuelt materiale« og refererer, at Freud ikke blot skulle have talt »mere og mere om sex til sine forvirrede patienter«, men også have besøgt »patienterne i deres hjem og opført sig på en måde, der senere skulle blive anset for ukonventionel«.

Shorter lægger kort sagt ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere psykoanalysen. Hans vurderinger ligger fjernt fra andre psykiatri-historiske fremstillinger, hvor man peger på den betydning, analysen har haft for psykoterapi og forståelsen af det interpersonelle samspil.


Psykoanalysen overtog ifølge Shorter magten i de amerikanske psykiatriske institutioner - magtovertagelsen skete ifølge Shorter via flygtninge fra Tyskland og Østrig. Man kan undre sig over, hvorledes dette kunne ske, når vi får at vide, at blot 50 af de 250 psykiatere, der kom til USA mellem 1933 og 1944 var psykoanalytikere.

Man kan imidlertid få en fornemmelse af, hvorfor psykoanalysen blev så populær, hvis man ser på, hvad der ellers skete i psykiatrien i 1920erne og -30erne, hvor de mest rå eksperimenter med skrøbelige institutionsanbragte patienter af Shorter bliver fremstillet som heroiske indsatser.

De indbefattede injektioner af malaria- og tuberkulosebesmittet blod for at påføre patienterne feber, afføringskure, søvnkure med barbiturater og morfin, indsprøjtning af hesteserum i rygmarven for at påføre patienten meningitis, kirurgisk fjernelse af tænder, tarme og livmoder, indgift af kuldioxid for at skabe iltmangel, insulinkoma og -chok samt en kombination af hjernevask og stærke strømstød flere gange dagligt, hvor patienterne »brækkede lemmerne og fik frakturer på rygsøjlen«. Hertil kommer psykokirurgi på et løst grundlag.

En læge forklarer hvad han gør, når han laver transorbital lobotomi: »Jeg tager en slags medicinsk issyl (...), banker den gennem knoglen lige over øjenæblet, skubber den op i hjernen, roder rundt med den, skærer i hjernevævet (...). Patienten føler ikke noget«.

Der er i tidens løb blevet lavet tusindvis af den slags indgreb. Det skal dog understreges, at visse af disse forsøg har været effektive behandlingsmetoder, som f.eks. feberkure imod neurosyfilis og elektrochok, der i dag bruges som et effektivt middel imod depression.


I lyset af de refererede eksempler kan man nok mene, at en del af psykoanalysens popularitet hang sammen med, at den var et humanistisk alternativ til de ubehagelige fysiske behandlingsmetoder, som psykiatrien ellers tilbød.

I øvrigt var psykoanalyse på flere områder den eneste behandlingsmetode, man havde at forsøge sig med, f.eks. over for det såkaldte granatchok, hvor den biologiske psykiatri måtte give op, hvad Shorter ikke finder for godt at nævne.

Shorter slutter sin bog med at beskrive, hvordan såkaldte lykkepiller som Prozac har fjernet psykiatrisk behandling fra psykiaterne. Nu kan enhver læge med medicinalindustrien i ryggen udføre psykiatrisk behandling.

Det er tankevækkende at læse om, hvordan industriens lancering af nye præparater er med til at sætte dagsordenen i psykiatrien.

Det er en interessant, men kulørt fremstilling af den biologiske psykiatri vi her har fået. Ud over at Shorters fremstilling forringes af den firkantede sort/hvide opfattelse, der præger hele projektet, så er han tendentiøs ind imellem på grænsen til det uvederhæftige, og man sidder med en fornemmelse af, at han selv udmærket er klar over, at han lægger psykiatrien ned i en prokrustesseng (dvs. tilpasser emnet sin egen form, red.).

Desværre kommer han til at uddybe den kløft, der eksisterer mellem en biologisk og en humanistisk funderet psykiatri, og i realiteten vil ingen ved deres fulde fem i dag benægte, at psykiske sygdomme har såvel en biologisk som en psykologisk dimension, og at sociale omstændigheder indvirker på et sygdomsforløb.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce