Borgerlige martyrer klynker videre

Debattør. Forfatter og journalist Bent Blüdnikow har afholdt debatarrangementer om historiens betydning i kultur- og samfundsdebatten, og er nu blevet medredaktør på bog om samme emne.
Debattør. Forfatter og journalist Bent Blüdnikow har afholdt debatarrangementer om historiens betydning i kultur- og samfundsdebatten, og er nu blevet medredaktør på bog om samme emne.
Lyt til artiklen

Den borgerlige forståelse af vores samtidshistorie er stadig slet ikke anerkendt i lærebøger og i universitetsauditorierne. Her er det fortsat de røde og de radikale, der dominerer. Derfor må vi lave et modspil. Sådan har de tre borgerlige debattører - Bent Blüdnikow, Henrik Gade Jensen og Kasper Elbjørn - tænkt. Og derfor udgiver de nu den 630 sider lange 'Opgøret om vor tids historie'. Som ikke er en bog, men en artikelsamling tiltænkt nye generationer af studerende. LÆS OGSÅNu kommer opgøret om vor samtids historie 162 aviskronikker, debatindlæg, anmeldelser mv., der har været offentliggjort inden for de seneste ti år, er hæftet sammen i en række kapitler om samarbejdspolitikken, den kolde krig, de røde lejesvende, PET etc. Og før hvert kapitel har redaktørerne skrevet en kort introduktion. Her gør redaktørerne bestemt ingen forsøg på at skjule deres grundholdninger. Skrivestilen er den, vi husker fra 00'ernes borgerlige kultur- og værdikamp, og bogen indledes symptomatisk med et citat af kultur- og værdikæmperen Anders Fogh Rasmussen og ikke af en faghistoriker. Det her er ideologi og kulturkamp!

'Opgøret om vor tids historie' er en 630 sider lang selvmodsigelse. Den argumenterer for, at der stadig »er et ideologisk efterslæb« i historiedebatten. Men artikelsamlingen dokumenterer præcis det modsatte. For hvis dét billede af et tiårs mediedebat, som bogen tegner, er retvisende, så har de borgerlige debattører og historikere sat sig på det meste. Langt de fleste ud af de 162 kronikker, essays, debatindlæg og anmeldelser er skrevet af borgerlige i borgerlige aviser. Enkelte steder sniger der sig en Preben Wilhjelm eller en Claus Bryld ind i en debat domineret af navne som Henrik Gade Jensen, Bo Bjørnvig, Bent Jensen, Ditlev Tamm, Peter la Cour, Claes Kastholm, Kjeld Hillingsøe, Samuel Rachlin m.fl. Hvilket herredømme! VK-regeringens sidste kulturminister, Per Stig Møller, sagde for halvandet år siden i et interview i denne avis: »Man må konstatere, at det er blevet de borgerlige, der dominerer i debatten. Det vælter jo frem med borgerlige debattører, bøger og kronikker. Men der er ikke rigtig nogen på den modsatte fløj (... ). Det hele er vendt på hovedet«. LÆS OGSÅTidsånden, som ingen vil vedkende sig At det hele er vendt på hovedet, får dog ikke redaktørerne til at droppe deres martyrium. Her er øjnene rettet mod »det ideologiske efterslæb« på universiteterne og forlagene. Og bogen kulminerer i en klynkende konkret bøn i efterskriftet: »Vi har som nation brug for en ny Danmarkshistorie skrevet uden de sædvanlige tidligere marxister fra universiteterne. Det burde være Gyldendal, der satte sig i spidsen for dette projekt. Og det ville klæde Gyldendal at tage nogle af de dygtige, offentlige debattører med i redaktionen, der så meget bedre end universitetets historikere forstod det 20. århundredes tragedie«. Dygtige offentlige debattører? Hvem skulle det være? Bent Jensen, der har bidraget med 15 artikler til kompendiet her? Eller Bent Blüdnikow, der har skrevet 9 bidrag? Og hvorfor skal lige Gyldendal blåstemple dem? Det er da en underlig form for åndssnobberi at angle efter anerkendelse fra dem, man har tugtet. I stedet for at klynke kunne de da bare skrive den autoritative - borgerlige - danmarkshistorie selv. Ingen holder dem tilbage. Og Cepos kunne finansiere. Men hånden på hjertet: Er det det, vi har brug for? At vi sovser historieskrivningen endnu mere ind i ideologi? Næppe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her