Selvhjælpsbølgen har reddet lille forlag

Opsving. Midt i litteraturens svære tider hitter selvhjælsbøger som aldrig før. Tegning: Per Marquard Otzen
Opsving. Midt i litteraturens svære tider hitter selvhjælsbøger som aldrig før. Tegning: Per Marquard Otzen
Lyt til artiklen

Kan De huske opgangstiderne? Det var dengang, der var salg i bøger med opskriften på den perfekte slipseknude og vejledningen i at åbne champagneflasker med sabel. I dag er det bøger med opskriften på det fantastiske liv, mange efterspørger. De køber bøger, der guider mod ro i sindet, harmoni i tilværelsen, en genvej til sjælen og et godt helbred - eller bøger med løfter om, at her vil man få en flig af religiøse indsigter, som kloge folk har jagtet gennem årtusinder. »Det er, som om de spirituelle bøger har været et fredet reservat på bogmarkedet«, siger redaktionschef Hans Henrik Schwab fra Lindhardt og Ringhof. Hvor resten af bogmarkedet har været hærget af priskrig, omsætningstab og kamp mellem nye udsalgssteder, er krisen gået uden om denne del af branchen. Det kan de nikke genkendende til på forlaget Borgen. Salget af spirituelle bøger og bøger om personlig udvikling har i realiteten reddet forlagets økonomi. Ja, måske sikret forlagets fortsatte eksistens. I bogbranchen har man længe set på det gamle forlag som dead man walking. LÆS OGSÅBøger med opskriften på det gode liv har succes i kriseramt branche Forlaget, som Jarl Borgen grundlagde for mere end 60 år siden, er efterhånden skrumpet ind til fem mand, og listen af aktive forfattere er groft sagt Benny Andersen, Peter Laugesen og Marianne Larsen. »Men vi har også en backliste med titler inden for krop, sind og ånd, som vi har bygget op over mange år, og det er nu vores hovedområde. Den omlægning har vendt forlagets økonomi fuldstændig«, siger forlagsdirektør Niels Borgen. Sidste år kunne Borgen efter en række kriseår notere et overskud på 3 mio. kr., og forlaget giver også overskud i år. Psyke og sjæl vokser Paradoksalt nok måtte Borgen for fire år siden sælge sin bogklub, som netop havde specialiseret sig i spirituelle bøger og bøger om personlig udvikling. Køberen var Gyldendal, som i dag har omdøbt bogklubben til Psyke & Sjæl. Og bogklubdirektør Tine Weppler fortæller, at klubben lige siden har været i konstant fremgang. »Vi havde vel knap 17.000 medlemmer, da vi overtog bogklubben. I dag har vi 20.000 medlemmer, og det er et publikum, som køber mange bøger, for de er virkelig interesserede i området«. I dag sender bogklubben 36 nye titler ud om året, ligesom man også sælger cd'er med meditationsmusik, chakra-sten, tarotkort, englesmykker eller cd'er med vejledninger til et øget selvværd.

Oprindelig var det hensigten, at Psyke & Sjæl skulle finde titler på det danske bogmarked og udgive dem i bogklubben, men nu har Gyldendal fundet markedet så attraktivt, at man har etableret forlaget Det Blå Hus, som selv går ud for at finde titler, ikke mindst internationalt. Titlerne fortæller, hvilket felt vi befinder os i: 'Projekt lykke', 'Velsign dit liv', 'Ind i væren', 'Succes for sjælen', 'Dit indre landkort', 'Kroppens hemmelige sprog' og 'Efter livet' - eller 'Budbringeren - mediet Tone Marie Berge'. Selv om Niels Borgen kan se, at forlagets gamle bogklub har fået et godt liv hos Gyldendal, fortryder han ikke salget. »Det var nødvendigt, for vi skulle være en virksomhed med en meget lille stab, og det kunne vi ikke med en bogklub. I stedet for har vi i dag bogklubben som kunde hos os, og vi mener også, at vi er det førende forlag på området i Danmark«, siger Niels Borgen. Succes i en krisetid Den danske bogbranche er ellers i krise. I første kvartal i år faldt det samlede bogsalg med næsten 12 procent og i andet halvår med 6 procent, og selv om de fleste synes, det er lysnet hen over sommeren, er det de færreste, der jubler over udviklingen. Hvordan det i præcise tal går med salget af spirituelle bøger og bøger om personlig udvikling, kan ingen sige præcist, for det danske bogmarked er nok det mest underbelyste i den vestlige verden. Man kan stort set kun fortælle, om salget går op eller ned i henholdsvis fag- og skønlitteratur. Et rundspørge hos en række forlag peger imidlertid i samme retning - krisen går uden om de spirituelle bøger og bøger om personlig udvikling. Spørger man bogklubdirektør Tine Weppler, vil det være et område i vækst i meget lang tid fremover. En af årsagerne kan være, at bøgernes emner interesserer et stadig bredere felt af læsere. Det mener både hun og Niels Borgen. LÆS OGSÅGod bog undersøger den normale arbejdsuges dilemma »Fra at være et esoterisk og mærkværdigt område er det blevet accepteret af en større del af befolkningen. Nøgleordet er spiritualitet«, siger Niels Borgen. Han tror selv, baggrunden for bøgernes succes er, at det moderne menneske har en følelse af at leve i en meget materiel verden, hvor der eksisterer et konstant pres, som kan være svært at håndtere. Det er her, bøgerne kommer ind med deres mere eller mindre brugbare guider til, hvordan man finder det gode liv. »Bøgerne handler om alt fra hjerneforskning til buddhisme, og nogle af dem rækker endda hen over begge emner. Se bare på Richard Davidsons 'Din hjernes følelsesmæssige liv'. Her har man målt buddhistiske munkes hjerneaktivitet i skannere, når de mediterede, og når de ikke gjorde. Man har også målt hjerneaktiviteten hos andre personer, så nu er man gået fra, at den slags er snak og fantasterier, til at det bliver bearbejdet videnskabeligt«, siger Niels Borgen. Lars Muhl hitter spirituelt Et eksempel fra samme del af bogfeltet er Louise Luxhøis bog 'Forbandet lykkelig - fra pessimist til optimist', som er på vej på Politikens Forlag. Også her er der henvisning til nyere forskning, og hvordan man ved hjælp af enkle øvelser kan få mere optimisme, livsglæde og positivitet ind i hverdagen. Louise Luxhøi er kendt fra programmer på DR 2, og hvis man spørger både forlagsredaktører og Tine Weppler fra Psyke & Sjæl, ved bogkøberne ofte, præcis hvad de går efter. De kender forfatternavnene og går ofte meget målrettet efter det nye fra nogle af genrens populære navne som Louise Hay, Rhonda Byrne, Deepak Chopra, Laura Byrne eller Eckhart Tolle. Men man kan også fra den ene dag til den anden få et stort publikum, selv om man på forhånd er totalt ukendt. LÆS OGSÅNy reality-serie kurerer sortsyn på en god måde Det skete eksempelvis for psykolog Dan Svarre, da han skrev og fik udgivet bogen 'Glade børn med højt selvværd'. Ja, hvilke forældre i en stresset hverdag ville ikke ønske, at de kunne sikre deres børn lige netop det? En ny bestseller var født. Forlagschef Kim Hundevadt fra Politikens Forlag mener, der altid vil være et marked for bøger, som handler om, hvordan vi og vores nærmest får et bedre liv. »Som forlag skal vi blot følge med udviklingen og helst være et skridt foran, så vi fanger nye begreber og fænomener som eksempelvis mindfulness«, siger han. Vokset ud af nichen Redaktionschef Hans Henrik Schwab fra Lindhardt og Ringhof mener, det spirituelle er vokset ud af nichen. Det oplevede han selv, da Lars Muhls 'Gralstrilogien' tidligere i år blev præsenteret i Unitarernes Hus i København. »Der var stopfyldt af mennesker, som deltog i en afslappet og ikkeortodoks atmosfære. Da slog det mig, at vi nok når længere ud, end vi egentlig tror, med hans bøger«. Faktisk har Lars Muhl et så trofast publikum til sine bøger, at trilogien nåede at komme ud på engelsk, før de tre bøger kom i en samlet dansk udgave. Normalt ville et forlag relancere tre sammenhængende bøger som en trilogi i ét bind, når originaludgivelserne holdt op med at sælge, men her var intet helt normalt. De oprindelige bøger blev ved med at sælge for godt, til at man ville lancere udgaven i ét bind. LÆS OGSÅDanskerne prøver at købe sig til lykke Første bog i trilogien, 'Seeren i Andalusien', er på dansk solgt i mere end 25.000 eksemplarer. Netop i denne uge har Lars Muhl fået udgivet en ny bog, 'Taxo Luma', som i en spændingsramme handler om esoteriske, metafysiske og tantriske indsigter. For den tidligere musiker Lars Muhl er interessen for det spirituelle på ingen måde ny. Han har skrevet, siden han var 12 år gammel. Lige siden har han søgt den »spirituelle overbygning« i mennesket, og hvilke muligheder det åbner op for. I en mail til Politiken har han også et bud på, hvorfor så mange søger svarene i de spirituelle bøger, bl.a. hans egne. »Det er jo ingen nyhed, at mennesket søger dybde i tilværelsen, når det i en menneskealder er blevet spist af med ligegyldigheder og overflade«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her