Selvhjælpsbøger er en helt særlig genre. De storsælger i vores psykologiserede samfund, hvor fællesskaber og traditioner ikke længere vejleder på vejen gennem livet. I stedet konsulterer vi psykoterapeuter, går til yoga og undgår hvidt brød for at finde lykken og os selv. Gatekeeper Lizl Rands nye bog skal nok finde sin plads i dette landskab, hvor hun selv er en central aktør. Rand er chefredaktør på magasinerne Q, Tidens Kvinder og Psykologi og er i den egenskab gatekeeper for meget af den poppsykologi og selvudvikling, der sælges i Danmark. Lizl Rand har også haft angst. Angsten begyndte, da hun studerede journalistik og fik barn, og den accelererede gradvis til et niveau, hvor hun fik svært ved at gøre almindelige ting som at køre i tog, gå på café, købe ind eller gå i biografen. LÆS OGSÅNy bog anbefaler regelmæssig søvn og sund fornuft imod sygdom Hun begyndte at tage piller og drikke alkohol. Dog ikke alt for meget, for hele vejen igennem opretholdt hun en kontrollerende livsstil og et nærmest pletfrit ydre. Og det er bogens dynamik: Gennem korte og intense kapitler formidles oplevelsen af panikangst og desperation i et liv, hvor alt ligner en succeshistorie på overfladen. Det er faktisk spændende at læse. Man bliver selv helt stakåndet og får en snert af de samme kvælningsfornemmelser, som Rand har oplevet.

Klichéramt Men bogen skuffer samtidig med sine klicheer (»Det er ikke så meget, hvordan vi har det, men hvordan vi tager det«, som Rands psykolog siger), der formidler et rent individualistisk blik på tilværelsens ulidelige besværligheder. Der er ingen overvejelser over kulturens krav om præstation, succes og konstant (selv)udvikling. Ingen refleksioner over ansvar og relationer til andre mennesker. Da Rand har været i terapi og er i færd med at blive angstfri, lader hun sig således skille. Ikke fra det arbejde, der tydeligvis var en daglig kamp, men fra den mand, der støttede og hjalp hende. LÆS OGSÅDen første kvindelige nobelprisvinder betager i ny roman Grunden var, at der manglede 'lidenskab', og Rand opdager, at det gælder om at »gøre det, som føles rigtigt, og være ligeglad med konventionerne«. Da hun så kommer i tanke om, at det er på tide at sige undskyld, er det hende selv, der skal have »en ordentlig undskyldning, fordi man har krævet det umulige i så lang tid«. Bogen er et symptom på, hvordan angst og psykisk lidelse fortolkes i et samfund, hvor individet er i centrum, og hvor moralske og eksistentielle overvejelser er erstattet af psykologi. Man sidder paradoksalt nok tilbage med fornemmelsen af, at der måske er grund til at være bange.