Jeg har aldrig forstået, hvad der får unge mænd til at risikere liv og førlighed på de danske missioner i først Kosova og siden Irak og Afghanistan. Havde det været min egen søn, var han blevet bundet til en radiator, indtil han kom til fornuft. Jeg forstår det lidt bedre efter at have læst historien om Christian S. Richardson, glimrende fortalt af journalisten Michael Holbek Jensen. Både hvad der fik Christian til at melde sig til tjeneste – en drengedrøm om spænding og kammeratskab – og at mange vælger at blive udsendt flere gange. »Har du styr på dit gevær? Har du tjek på din udrustning? Er du mæt? Har du sovet? Skal du skide? Er du klar til krig? Dine personlige ting skal være i orden, og det er det eneste, du skal tænke på, for at du kan fungere som soldat. Du skal ikke forholde dig til noget af det, der har med civilsamfundet at gøre – girokort, indkøb, tandlægetider eller forsinkede S-tog«. Usårlig Christian synes, det er et skønt liv, og føler sig usårlig, da han er hjemme igen efter sine første to job, i Kosova i 2006 og i Afghanistan i 2007. Så han snupper en tur mere til Afghanistan og deler sidst i marts 2009 sin glæde på Facebook:

»Damn, det var en lækker patrulje, langt inde i taliban-land og i massivt regnvejr!! Ligesom i de gode gamle dage i Operation Thunder«. Fire måneder efter går det galt. Lørdag 1. august træder Christian Richardson på en vejsidebombe og får begge ben sprængt af. På felthospitalet i Camp Bastion havde mere end 100 danske læger og sygeplejersker dagen før overtaget ansvaret efter et britisk personale, og Christian blev deres første alvorligt sårede patient. Krøbling Det tog tre timers operation og 20 liter blod, før hans tilstand var stabiliseret og skaderne kunne opgøres: Venstre ben blev fjernet 20 cm fra lysken, højre ben amputeret lige gennem knæleddet, og højre testikel var knust sammen med det meste af venstre balde. At vende hjem som krøbling var ikke noget, Christian havde set som en risiko.