Nature and nature's laws lay hid in night; / God said 'Let Newton be' and all was light, skrev den engelske digter Alexander Pope panegyrisk om en af videnskabshistoriens største ånder, Isaac Newton (1642-1727). »Manden, der opfandt den moderne verden«, hedder det ikke mindre storladent på bagsiden af Carl Henrik Kochs monumentale biografi, der over 768 sider opruller dybderne i geniets virke. Det er ikke en side for meget, hvis alt skal med - og Koch, der tidligere har indført os i centrale kapitler og kæmper i filosofi- og videnskabshistorien, er et oplagt valg, når alt skal med om tyngdekraftens fader, matematikeren, fysikeren, teologen, filosoffen og alkymisten Newton.
Indadvendt arbejdsmaskine Der er ingen opløftende romantik eller et afvæbnende lune at krydre fremstillingen af Newtons liv og karakter med, og selv om der er en slags uventet 'action' at hente i hans virke som møntmester gennem 27 år, hvor han effektivt eftersporede falskmøntnere, var og blev det selvfølgelig tidens naturvidenskabelige drama, som var alfa og omega i hans liv og skæbne. Den uhyre temperamentsfulde og ikke videre udadvendte videnskabsmand var en utrættelig arbejdsmaskine, og vi kommer ikke privatmennesket Newton ret meget tættere end det, hans egne skrifter og manuskripter fortæller: »Newton forbliver en gådefuld sfinks«, konstaterer Koch. LÆS OGSÅDansk filosof rejser helt ind i sindet i ny bog Alligevel formår forfatteren at levendegøre bondedrengens spektakulære vej fra landsbyen Woolsthorpe og hans banebrydende erkendelser som 23-24-årig over udgivelsen af hovedværket 'Principia' et par årtier senere og til hans ubestridte position som tidens største videnskabsmand frem til gravlæggelsen i Westminister Abbey i 1727. Og det fortæller en del om Kochs grundighed, at vi skal frem til side 333, før vi når frem til udgivelsen af 'Principia'. Naturvidenskabens giganter Ikke alene får vi et ualmindelig detaljeret indblik i det omfangsrige livsværk af den klassiske fysiks grundlægger, men også i hans samtid og de afgørende brudflader i 1600-tallet, en af naturvidenskabens mest revolutionerende epoker. Et århundrede, der foruden Newton selv talte nøglepersoner som Kepler, Descartes, Galilei og Leibniz, og hvor også nogle af Danmarks mest berømte internationale videnskabsmænd virkede, fra Tycho Brahe, der døde i 1601, til Niels Stensen og Ole Rømer, hvilken sidste muligvis har mødt Newton i 1679. Om sin egen indsats genbrugte Newton en velkendt metafor i et brev til naturforskeren Robert Hooke: »Hvis jeg har set længere, er det, fordi jeg har stået på skuldrene af giganter«. LÆS OGSÅForskere ser Sovjets værste hemmeligheder direkte i øjnene Ved første øjekast en slags beskedenhed, som dog naturligvis vidner om en titanisk selvbevidsthed. Og han nøjedes skam heller ikke med at stå på skuldrene af dem, der kom før, for giganten Newton bekæmpede indædt arven fra giganten Descartes, mens han sloges i en årelang og uskøn strid med giganten Leibniz om æren for integral- og differentialregningen (som de udviklede uafhængigt af hinanden). »Også store ånder som Newton og Leibniz opførte sig undertiden som små mennesker«, bemærker Koch. Seriøs kulturformidling
De allerfærreste videnskabsmænd har som Newton betydet så meget for hele den måde, vi anskuer verdens grundlæggende struktur og arkitektur på. Og det er selvfølgelig en væsentlig del af udfordringen for forfatteren og fascinationskraften for læseren, at vi er i et luftlag, hvor historiske paradigmer fældes og fødes, og hvor kun ganske få andre moderne videnskabskoryfæer som f.eks. Darwin, Einstein og Bohr har befundet sig. Den imponerende rækkevidde af Newtons videnskabelige værk udfoldes i nøgtern detalje, men det er en yderligere kvalitet ved fremstillingen, at forfatteren kompletterer billedet af den store fysiker med Newtons stærkt religiøse sider, herunder forventningen om en nært forestående dommedag såvel som optagetheden af at bevare Gud som aktiv del af skaberværket. LÆS OGSÅDansk ekspert kortlægger Wagners frustrerede kamp med sex Langtfra alt hos nytænkeren Newton pegede 'fremad' - men næsten alt er interessant i et kompetent videnskabs- og filosofihistorisk perspektiv. Der er således noget opmuntrende og betryggende ved det faktum, at der i den danske forlagsverden stadig er mennesker, som tager formidlingsdelen af kulturarven så seriøst som fagredaktør Sune de Souza Schmidt-Madsen fra Lindhardt og Ringhof, der foreslog Koch at påtage sig denne herkuliske opgave. Resultatet er blevet et værk, der udfylder et tomrum, og som givetvis vil blive stående som standardværket herhjemme om en af Vestens største ånder.