Biokemikeren Jesper Hoffmeyer har med denne disputats, der blev forsvaret i en lang og livlig session ved Aarhus Universitet 3.6., leveret en kraftig markering af en problematik, som bortset fra hans egne bidrag har været temmelig forsømt i vort land i længere tid, både af filosoffer, semiotikere og biologer, nemlig det evolutionære studie af betydningens fremkomst i den levende verden: Hvor i den levende materies historie fremkommer det tilsyneladende immaterielle - den meningsfulde adfærd, det intentionelle, betydende, denne særlige årsagsfunktion, som får ting til at ske for at få andre ting til at ske? Kausalitetens trekantethed Der må i det mindste gives en organisme, primært i form af en såkaldt celle - en første udgave af et 'subjekt' eller 'selv'. En størrelse, der har et indre, adskilt fra et ydre. Forholdet mellem årsag og virkning må, i Hoffmeyers temmelig dristige optik, dernæst forvandles til et tegnforhold, et trekantet forhold mellem et tegn og en betydning, som fremkommer gennem en ikke-deterministisk fortolkning, foretaget af det organiske subjekt. Det er ifølge denne hypotese kausalitetens trekantethed, der er forklaringen på det levendes hensigtsstyrede og frihedsprægede kausalitet. Det er i sidste eller snarere første instans tegnforholdet i det materielle, der i sig selv gør det levende levende og 'intentionelt' og til sidst også frembringer det bevidste, menneskets berømte mentale liv. Men betydningen går altså forud for bevidstheden, endda langt forud, antager Hoffmeyer. Diskret indvending Bogens nok vigtigste reference er den amerikanske filosof C.S. Peirce, der mente, at naturlovene skyldes naturens tendens til at antage vaner - ligesom mennesker. Det levende er blot en særlig kraftig udvikling af verdens evne til at gøre noget nyt og gøre det nye til en tradition, som medfører gentagelser i den hensigt at fortsætte med det allerede gjorte eller skete af den grund, at det er gjort, dvs. sket. Naturens orden tiltager, fordi den tillægger sig stadig flere vaner... Hoffmeyer minder om, at det er en god idé at forstå verden på en sådan måde, at det menneskelige kan fremtræde som sandsynligt - alternativet er en humanisme, der gør for meget ud af os selv og vores forskel fra alt det andet levende, som vi i virkeligheden er direkte forbundet med. Man må acceptere påmindelsen, men det er - tillader jeg mig som semiotiker at mene - tilladt at gøre en diskret indvending: Blot fordi vi ønsker at genindsætte mennesket som organisk art i den levende verden, behøver vi jo ikke at antage, at det levende kan tænke uden hoved, nervesystem, krop, eller at grøntsager opfører sig, som de gør, af hensyn til verdens vilje til sammenhæng. Vi behøver ikke at tro, at 'alt er tegn'. Naturens 'vanedannelse' Vi gør formentlig heller ikke klogt i at forklare hverken fysiske, kemiske og biokemiske processer eller fremkomsten af egentlig tegngivning (jeg tænker her på f. eks. fuglesang og hundes gøen) ud fra et metaforisk begreb som naturens 'vanedannelse'. For dermed inviterer vi til at overse, at vi faktisk endnu ikke har forstået disse fænomener videnskabeligt til bunds. Metaforen dækker så at sige bunden. Jeg vil foreslå, at vi i stedet udarbejder lange og udførlige lister over de ting, vi mangler at forstå. Økologisk menneskesyn Filosofisk svinger Hoffmeyer fanen mod Descartes, som det er blevet almindeligt at gøre, når man vil forsvare et monisme - det vil sige: at verden er 'mono', ånd og materie over det hele og overalt på én gang. Netop som Spinoza hævdede mod Descartes, der mente, at kroppen på ingen måde var ånd, men at hjernen var nødvendigt impliceret i åndens udvikling. Descartes er derfor den egentlige forfader til kognitionsforskningen og neurovidenskaben; men alligevel anerkendes han ikke for dette, heller ikke af Hoffmeyer, og hans rationelle dualisme forkastes med samme fnysende foragt som Hoffmeyers af rigtig mange varmhjertede livsfilosoffer. Nej, ånden skal være kosmisk, underforstår Hoffmeyer, og hele universet skal være bygget på tegn og betydning! Det er derfor logisk, at universet udvikler liv, thi det er dets eget inderste princip, der således kommer til udtryk. Man kan sige, at der her er tale om religion uden guder; universet er simpelthen af 'ånd'. Man kan derfor være 'logisk' empirist og give sig til at udlede livet af naturen og derefter på samme måde udlede mennesket af livet ... Det kan føre til et smukt, antirationalistisk og såre økologisk menneskesyn, som det også gør hos Hoffmeyer. Tegn versus materie Men altså, ærede læsere, det er tilladt at forstå verden på andre og mindre mystiske måder, og biosemiotikken behøver ikke at være 'logisk' på denne spinozistiske facon. Hvad nu hvis verden ikke består af tegn, men af det, vi ellers tror, den består af, nemlig materie og kræfter i så og så mange dimensioner? Hvornår kommer tegnene så ind i verden? Det er et godt spørgsmål, som man siger. Giver blomsten virkelig 'tegn' til bierne om, at den tilbyder nektar til gengæld for pollentransport, som en anden tuskhandlende? Er det virkelig sandt, at tegn derfor ikke involverer bevidsthed på nogen måde, men blot udveksling? Nej, vil jeg hævde; for almindelige årsagsforhold kan omfatte regelmæssige sideeffekter såsom udvekslinger uden at betyde disse sideeffekter. Heterogen verden Vi vil gerne opfatte disse sideeffekter som 'tegn' og 'tegngivning' (i metaforisk forstand), når de fortjener særlig opmærksomhed, fordi de skyldes en underliggende lovmæssighed. Feber er et 'tegn' på sygdom i denne forstand. Men sygdommen er dog ikke nødvendigvis derfor en slags ånd, der vinker til os fra en krop gennem dennes feber. Det er stadig tilladt at forbinde betydning i strikte bogstavelig forstand med bevidsthed og lade resten være 'betydning' i metaforisk forstand. Prisen for denne holdning er da, at man ikke ser verden nær så trekantet og homogen, som Hoffmeyer foreslår at se den. Måske er tegnmodellen slet ikke så holdbar og så egnet til forståelse af hele universet, den levende verden og til sidst på samme måde samfundet, som denne afhandling håber. Måske er f.eks. genomets dna slet ikke gjort af symboler, men bare af strukturer, der af helt andre grunde end de semiotiske er 'digitale' som en 'kode'. I så fald vil vi stå tilbage med et problem: Hvor kommer symbolerne - f.eks. taltegnene, bogstaverne ... - så fra? Jamen det må vi da undersøge i fællesskab, og selv psykologien (som Hoffmeyer slet ikke vil snakke med) er velkommen i fællesskabet. Vil jeg i al beskedenhed mene. 'Affortryllet' biosemiotik Dette biosemiotiske storværk udgør en spændende udfordring, fordi den påtager sig semiotiseringstesen i fuldt monistisk ornat. Problemet om forholdet mellem betydning og bevidsthed fortjener en både videnskabelig og filosofisk undersøgelse, som med stort udbytte kan tage kritisk fat på denne bogs dristige påstande. Alternativet er måske ikke slet og ret enten en kosmologisk-biologisk 'semiotik' på den ene side og en fysikalistisk-deterministisk 'mekanik' på den anden side. Men snarere en 'affortryllet' biosemiotik, der ganske stille og roligt undersøger evolutionens tidlige former for interorganisk kommunikation og dens sene frembringelse af egentlig symbolicitet hos vor egen art. I en sådan udgave af problemstillingen kan den monistiske holisme og mystiske spiritualisme udmærket undgås, uden at vi bør klandres for manglende semiotisk perspektiv eller værre ting. Verden er ejendommelig nok i forvejen - vi er sikkert ikke nødt til at fortrylle den nær så meget, som Jesper Hoffmeyer ganske vist medrivende inviterer os til. Under alle omstændigheder: velkommen til biosemiotikken.