Det kom som en stor overraskelse, da Asta Nielsen – Danmarks første og største internationale filmstjerne – lige efter besættelsen udgav to bind erindringer og viste både, at hun kunne skrive, og at hun havde noget at skrive om.

’Den tiende muse’ kom værket til at hedde, med vink både til fraværet af lyd og tale i stumfilmen og til filmens status som en nytilkommet tiende kunstart, men også med genbrug af titlen på en digtsamling af Piet Hein fra 1941, hvor udtrykket havde andre underbetydninger i forhold til samtidens politiske forhold.