»En smertelig lækkerbisken«, kalder Klaus Rifbjerg i sit forord Klaus Manns biografi over sig selv (og Europa) i første halvdel af det tyvende århundrede. Dermed har han i en nøddeskal formuleret, hvad det er, man føler ved (gen)læsningen af ’Vendepunktet’. Dels halvtreds livsalige numre af Billed-Bladet (ikke det mere ondskabsfulde Se og Hør), dels en dybere pointe af viden, af indlevelse og temporært overblik – og af sorg. Klaus Mann var ældste søn, et af de seks børn fra ægteskabet mellem Thomas Mann og hans kone, den jødisk fødte overklassedame Katja Pringsheim. Han havde altså en genial fader, og en ikke så genial, men til gengæld kærlig mor.
Og et barndomshjem i Poschingerstrasse i München som det absolutte centrum, ikke bare for livet i Tyskland, men for skæbnen. Måske endda snarere centrum for skæbnen end for livet. Hvordan omgås man med det absolutte? Hvordan bliver man selv forfatter, når geniet sidder ved middagsbordet og kigger ned fra Olympen? Masser af børn af berømte fædre har valgt sig en anden rolle end faderens, blot for at overleve med selvrespekten i behold.
