0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Måske regimet kan knækkes

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Magthaverne i Kinas udgave af Kreml, Zhongnanhai, kæmper for at få overdraget OL i 2008 med beachvolley på Tienanmen-pladsen midt i Beijing. Alt er idyl, mener Kinas stærke mand, præsident Jiang Zemin, her næsten 12 år efter massakren på og omkring selv samme plads.

Midt under sine PR-anstrengelser modtager Jiang Zemin en politisk bombe med udgivelsen af Tienanmen-papirerne, som afdækker magtspillet i 1989, der udløste overgrebet på de demonstrerende studenter, og hvor Kinas nuværende nummer to, premierminister Li Peng, stod i spidsen for den hårde linie.

Foreløbig foreligger papirerne på engelsk, men i løbet af foråret vil der også komme en kinesisk udgave, der i omfang vil være tre gange større. Den engelske udgave mangler dog ikke drama og intensitet, for aldrig har jeg læst en så nærværende skildring af en afgørende periode i et moderne totalitært samfunds historie.

Det startede i midten af april 1989, da nogle studenter ville mindes den netop afdøde reformforkæmper Hu Yaobang, og det endte med tanks og soldater, der skød løs på de fredelige demonstranter.

For de i bogstavelig forstand gamle mænd i Zhongnanhai fremstod demonstranterne som en trussel imod deres egen magt. Og de og deres åndelige og politiske efterkommere føler stadig truslen. For ikke så længe siden røg således en af de ledende demonstranter, der tidligere havde siddet syv år, på ny i fængsel, da han opfordrede til at mindes Tienanmen-ofrene med lys i hjemmene. Denne gang 'slap' han dog med fire år!

Nok er Kina blevet forvandlet gennem økonomiske reformer, men politisk er det stadig et totalitært samfund med heraf følgende overgreb.


Tienanmen-papirerne består især af fyldige referater fra møderne blandt magthaverne i april-juni 1989 og indberetninger fra rundt om i landet til politbureauet og de andre centrale instanser i Beijing. De bekræfter, at demonstrationerne i hvert fald omfattede langt de fleste af de større byer.

Mest spændende er dog referaterne fra møderne i og omkring politbureauet, ikke mindst fra den daværende stærke mands, Deng Xiaopings, møder med en gruppe veteraner fra Maotiden. Dette forum af 80-90-årige havde ikke nogen formel magtbasis, men deres holdning blev ikke desto mindre udslaggivende. Det var dem, der sammen med Deng traf beslutningen om brutalt at slå ned på demonstranterne på og omkring Tienanmen-pladsen.

Som en af dem, den dengang 81-årige Wang Zhen udtrykte det: »Disse forbandede bastarder! Hvem tror de, de er, siden de mener at kunne trampe rundt så længe på hellig jord som Tienanmen? De beder selv om det! Vi bør omgående sætte tropperne ind for at gribe disse kontrarevolutionære, kammerat Xiaoping! Hvad har vi ellers Folkets Befrielseshær til? Hvad er undtagelsestropperne til for? Det er ikke meningen, at de bare skal sidde og æde! Det er meningen, de skal tage fat på kontrarevolutionen! Sker det ikke, så vil vi aldrig tilgive os selv! Vi må gøre det, hvis vil undgå, at almindelige mennesker gør oprør!«.

Og, tilføjede den 81-årige: »Enhver, der forsøger at vælte det kommunistiske parti fortjener død og ingen begravelse!«.

Deng Xiaoping og de syv andre i ældregruppen udtrykte sig måske en kende mere behersket, men deres beslutninger afslørede, at de i realiteten var enige.

Forud var gået et afgørende opgør mellem den daværende generalsekretær for partiet, den reformvenlige Zhao Ziyang, der gik ind for en åbning over for demonstranterne, og traditionalisten Li Peng, der krævede en hård og ubønhørlig politik.

Zhao kom i absolut mindretal og blev frataget alle sine poster. Siden har han siddet i husarrest.


Han advarede imod at hælde benzin på bålet ved at kalde demonstrationerne et 'oprør', som det skete i en leder i Folkets Dagblad, men for Li Peng var ethvert forsøg på imødekommenhed vanvittig. Der skulle og måtte slås hårdt ned på disse kontrarevolutionære.

Hverken han eller Deng tolererede vaklen over for de bærende fire principper, Deng selv havde formuleret tilbage i 1979: troskab over for marxismen-leninismen-maoismen, socialismen, proletariatets diktatur og det kommunistiske partis lederskab.

Disse mere eller mindre uigennemskuelige principper var sakrosankte. Som Deng udtrykte det 13. maj 1989: »Hvis der er sket en fejl, så er det netop, at vi har været efterladende over for de fire bærende principper«.

Samme Deng støttede dog økonomiske reformer, men politiske ændringer, der kunne tænkes at antaste det totalitære system, var utænkelige. I Dengs og Li Pengs verdensbillede fremstod studenterne som manipulerede ofre for hjemlige og udenlandske fjender, især amerikanske. Der var derfor ingen vej udenom: Tienanmen-pladsen måtte ryddes ved indsættelse af militæret.

Beslutningen herom har været afgørende for den politiske udvikling i Kina siden. Men at systemet før eller senere vil bryde sammen, kan der næppe herske tvivl om, og hensigten med at udgive papirerne er netop at understøtte ethvert tilløb i den retning.

Bag udgivelsen står en anonym kinesisk dissident, som det er lykkedes at samle computerudskrifter fra rapporter og mødereferater. Igennem flere år har han samarbejdet med nogle fremtrædende amerikanske sinologer og politologer, som igen og igen har forsøgt at vurdere papirernes troværdighed, ikke mindst belært af den britiske historiker Hugh Trevor-Ropers katastrofale fejltagelse, da han i 1983 erklærede forfalskede Hitlerdagbøger for autentiske.


De amerikanske eksperters undersøgelse af autenticiteten har stået på i adskillige år. Og, skriver hovedredaktøren Andrew J. Nathan: »gennem en lang række kanaler og metoder er jeg blevet overbevist om, at materialet i denne bog er ægte«.

På det seneste er denne vurdering understøttet af en udtalelse til Economist fra en af aktørerne, Bao Tong, der var den afsatte Zhao Ziyangs højre hånd. Han oplyser, at når det gælder omtalen af ham selv, så er gengivelsen absolut korrekt. »Den er ikke fabrikeret«, fortalte han Economist.

For den modige kinesiske udgiver er hovedmålet at påvirke debatten i det kommunistiske parti, som efter hans opfattelse befinder sig i en situation, der kan minde om tilstandene i Sovjetunionen omkring 1989.

»Hvad der udefra ser ud som en grundfæstet struktur, kan bryde sammen i løbet af en nat«, mener han. Vi oplever således et nyt eksempel på, hvordan kritiske informationer bruges i kampen for at sprænge et totalitært system.

Forhåbentlig har han ret. Under alle omstændigheder har han og de amerikanske udgivere formidlet et imponerende aktstykke, som næppe kan undgå andet end at få indflydelse på spillet mellem Zhongnanhais gamle garde med den forstokkede Li Peng i spidsen og så den brede kinesiske befolkning.

I 1989 måtte Vesten passivt kigge på, i 2001 er der flere muligheder for at understøtte de demokratiske kræfter i Kina, for eksempel ved at sige nej til at tildele et system, der er ansvarligt for massakren på Tienanmen-pladsen, OL i 2008.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce