For meget simulakrum for min smag, sagde forfatteren Peter Seeberg en gang i en samtale. For meget sammenfald af skin og virkelighed, for meget påstået dybde i det tilsyneladende overfladiske. For mange snoede veje, stier i haver lagt ud som betydningsbærende labyrinter, som sofistikeret leger med en både banal og dog uhåndgribelig indsigt, der svæver gådefuldt igennem hans kortprosa med skjulte koder og snedige klicheer. En cool mystiker kalder Per Aage Brandt ham et sted. Vi taler naturligvis om den argentinske forfatter, Jorge Luis Borges, som måske ikke er den vigtigste og største spanskskrivende forfatter i vort århundrede, så i hvert fald den mest indflydelsesrige, mest omdiskuterede, beundrede og forkætrede. Allerede kultforfatter fra 1920erne, blev han i 1980erne kanoniseret til postmodernismens (for)fader. Kærligt-kritisk gjorde Umberto Eco ham til den blinde fanatiske bibliotekar i sin bestseller 'Rosens navn'. En mand uden humor og med et personligt forhold til alt guddommeligt og dermed en forsager af det alt for menneskelige, latteren og kærligheden. Alligevel er netop Ecos mange morsomme og spraglede essays om både det ene og det andet, om at rejse med en laks eller gå til striptease med Platon, direkte en arv fra den divine Borges. Thi Borges var såmænd ikke kun en alvorlig argentiner, men også et vittigt, begavet menneske, der både kunne fatte sig i korthed og gøre dette med både den ondeste og den bedste mening. Og glemmer vi alt om gårdagens postmodernisme, var han først og fremmest en moderne forfatter, der gav den latinamerikanske litteratur både et eget etnisk selvværd og en egen stilistisk selvforståelse. Samtidig med at han var en besynger af både den norrøne og den anglosaksiske, såvel som den klassiske og den latinske verdenslitteratur.