Der er sket meget siden, så for lige at rekapitulere: I det meste af 80'erne og begyndelsen af 90'erne var Pablo Escobar verdens største narkobaron og en af verdens ti rigeste mænd indtil colombianske politistyrker skød og dræbte ham i 1993. Gennem sin karriere - der var baseret mere på brutalitet end intelligens - gik Escobar fra at være biltyv til en mørkets fyrste, der gjorde kokain til Colombias hovedindtægtskilde, underminerede samfundsordenen og beordrede alt fra landets justitsminister, præsidentkandidater, dommere, journalister og hundredvis af politifolk dræbt. Gerne så langsomt og pinefuldt som muligt. Efter de fleste almindelige definitioner var Escobar med andre ord en ond mand, men også en helt uimodståelig historie for en journalist-forfatter som den amerikanske Mark Bowden, der tidligere i 'Black Hawk Down' har skrevet en interessant bog om USA's mislykkede mission i Somalia. Med Escobar har han fat i en tidsmæssigt betydeligt længere og mere kompliceret historie, men samtidig er hans egen rolle også mere problematisk. For med bogen 'Jagten på Pablo' skriver han sig lige ind i den lange række af folk, der har medvirket til at skabe den romantiske legende, som Escobar drømte om. Ved at bygge kirker til de fattige, forkæle og forgylde journalister, der skrev pænt om ham, og i det hele taget holde sig i live så længe, som han gjorde, lykkedes det Escobar at skabe en myte om sig selv som den fattige dreng, der klarede det, kom ud af slummen og blev en slags moderne Robin Hood.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























