0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Drømmeobjekt

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvis nogen går i baglås og tænker: betonfeminisme! lad mig komme væk! når de hører navnet Suzanne Giese (f. 1946), så snyder de sig selv.

Kvinden der siden 1960'erne har været aktiv i kvindebevægelsen, har med 'Drømmen om kvinden' skrevet en sober, let og klar oversigt om kvindeidealer og feminisme i tre årtier, nemlig 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne.

Tonen er afdæmpet og kun ind imellem så let ironisk eller sarkastisk, at det blot er klædeligt (hvis et i denne sammenhæng så belastet udtryk må være mig tilladt).

Kun et sted forfalder Giese for mig at se til uklædelig demagogi: antropolog og chefredaktør Anne Knudsen, som har påpeget de kvindelige værdiers dominans i den offentlige sektor, blandt andet steder hvor børn socialiseres, får læst og påskrevet om den lave kvindeandel af statsansatte akademikere.

Men det er jo ikke akademikere der dominerer folkeskolen, plejesektoren og socialkontoret!


Hvor Anne Knudsen ville sige at kvinderne satte sig på den offentlige sektor, siger Suzanne Giese mere positivt - og mere historisk loyalt - at de høstede frugterne af deres kamp og trådte i karakter.

Firserne »blev på mange måder en konsolidering for kvinderne«, som hun skriver. Men efterhånden som fattigfirserne skred frem med managementkultur, adgangsbegrænsning og arbejdsløshed kom kvindelivet til kort i den benhårde konkurrencen om overhovedet at få et liv.

Om 1990'ernes kvinder siger Giese, at de pudsigt nok er 100 gange mere aggressive end 1970'ernes berygtede furier. Og det er egentlig rigtigt, men alt er jo relativt.

Således er denne bog god at få frisket forstanden og hukommelsen op af. Giese forbinder let og relevant film og medier, kronikker, bøger og politiske tiltag i sine tiårs-portrætter. For en der var der som efternøler, er der ikke meget nyt - men det er just det fine ved det.


Den sidste tredjedel af bogen har temaet 'Seksualitet og moderskab' og kan - da der er visse gentagelser - læses separat.

Her minder Giese om, at det i tresserne var arbejdsgiverne, der kæmpede for at få mødrene hjemmefra - de mødre der til andre tider får påduttet skamfølelse over at ville arbejde uden for hjemmet.

Der var mangel på arbejdskraft, og »Lige med ét var mødrene ikke de rette til at opdrage deres børn, der måtte uddannede folk til, eksperter (...)«.

Eksemplet er i al sin stilfærdighed en påmindelse om tiders og sæders skiften alt efter samfundets økonomiske behov. Værd at huske når man bombarderes med tidsåndens krav.


Med en vis undren refererer bedstemoderen Suzanne Giese eksempler på 1990'ernes moderskabsforherligelse (næsten alle hendes dagspressecitater er for øvrigt fra Politiken, hvad man jo kun kan glæde sig over - denne avis lagde åbenbart spalter til den mest kvalificerede kønsrollediskussion).

Men hun tøver ikke med at kalde det en stigende belastning af kvinden, fordi 1990'ernes kvinder er nærmest selvmorderisk perfektionistiske. De er deres egen værste fjende, har man nærmest indtryk af.

Suzanne Giese synes at glæde sig over, at feministernes dårlige presse og den afstand, ja nærmest afsky, de har været udsat for i 1980'erne og 1990'erne, her omkring år 2000 er afløst af en ny vilje hos unge kvinder til at tale kønsproblematik.

Og hun glæder sig over, at feministerne trods alt fik moderniseret nogle af kvinderollerne. Men: »De må genfortolkes og nyopdages, inden stereotyperne kvæler kvinderne igen«.

Ja, stereotyper er begge køns værste fjende. At være på vagt over for dem kan vi vel - i egen interesse - være fælles om?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce