Som regel er det kvinderne, der skaber den første kontakt, når der skal arrangeres giftermål i muslimske familier. Drengens søster, mor eller svigerinde kigger den kommende brud ud, måske ved en stor bryllupsfest, og besøger så pigens familie for at forhøre sig om mulighederne. De unge skal selvfølgelig acceptere valget, men stoler generelt på deres forældre og familie. Selve brylluppet er en stor fest, højdepunktet i enhver piges liv. Mange gange går det rigtig godt, men for Rushy Rashid blev ægteskabet en skuffelse, hele to gange endda. I stedet satsede hun på en karriere som journalist, og i sommeren 1998 blev hun den første danske nyhedsvært med indvandrerbaggrund. Bogen 'Et løft af sløret' fortæller om den seje fordanskningsproces, der gik forud - om barndommen i Pakistan, skolegangen i Danmark, hvor det er en katastrofe, hvis en dreng fra klassen ringer hjem, mislykkede ægteskaber og en flot karriere. Trods alle genvordighederne lyser Rushy Rashids fortælling af kærlighed til forældrene og respekt for den kultur, hun kommer fra. Netop derfor er bogen god at læse. Det er en typisk forbilledehistorie, som viser, hvor svært det er at have to kulturer i blodet, men også at det nytter at vælge nyt. Da bogen inden udgivelsen var igennem familiens censur, blev der ikke rettet noget. Rødder kan holde til en del.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























