Efter Georg Brandes er han vor litteraturs betydeligste inspirator og kritiker«. Det er store professorale ord, litteraturforskeren Peer E. Sørensen fyrer af i sit vidende, væsentlige og veloplagte efterord til denne anbefalelsesværdige, delikat designede samling af Johannes Jørgensens tidlige essays. Men denne anmelder er helt og aldeles enig. Digteren Johannes Jørgensen var en skelsættende intellektuel enegænger i dansk lyrik, som for en stjernestund samlede en hel gruppe af unge 1890'er-poeter i sin bopæl og sit tidsskrift Taarnet. Egentlig en af Georg Brandes' mest ivrige disciple, skippersønnen fra Svendborg, som i 1896 konverterede til katolicismen. Men så blev det nat med venskabet med Brandes, og siden blev Jørgensen endog hånet af den altid hårdtslående Johannes V. Jensen for sine inderligt fortvivlede ungdomsromaner. I 1913 drog Jørgensen til Italien, til helgenbyen Assisi. Hvorfra han udsendte en række internationale bestsellere om netop helgener, en serie han lagde ud med allerede i 1907 med bogen om Frans af Assisi. I mellemkrigstiden flirtede han lidt med sit nye hjemlands fascisme, men var såmænd da også en overgang kandidat til nobelprisen. Lig en anden Goethe, som han også skrev en bog om, tog han gerne imod beundrere i sit hjem og velsignede nær og fjern med en uimodståelig mildhed. Så vender Jørgensen hjem til Svendborg i 1953 for at konstatere, at hans gamle ven og kollega, senromantikeren Sophus Claussen er blevet kanoniseret af Hereticakredsen til hele Danmarks første og største modernist. Han dør mæt af dage i 1956, endnu husket og hyldet af sin trosfælle, litteraten Emil Frederiksen, som skrev et par bøger om ham. I gymnasiet læser man nu og da hans digt 'Bekendelse'. Men nok mest som et kristent kuriosum i kontrast til de mere sybaritiske (overdådige, red.) symbolister, Claussen og Stuckenberg.