0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forår for Jørgensen

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Efter Georg Brandes er han vor litteraturs betydeligste inspirator og kritiker«. Det er store professorale ord, litteraturforskeren Peer E. Sørensen fyrer af i sit vidende, væsentlige og veloplagte efterord til denne anbefalelsesværdige, delikat designede samling af Johannes Jørgensens tidlige essays.

Men denne anmelder er helt og aldeles enig. Digteren Johannes Jørgensen var en skelsættende intellektuel enegænger i dansk lyrik, som for en stjernestund samlede en hel gruppe af unge 1890'er-poeter i sin bopæl og sit tidsskrift Taarnet.

Egentlig en af Georg Brandes' mest ivrige disciple, skippersønnen fra Svendborg, som i 1896 konverterede til katolicismen. Men så blev det nat med venskabet med Brandes, og siden blev Jørgensen endog hånet af den altid hårdtslående Johannes V. Jensen for sine inderligt fortvivlede ungdomsromaner.

I 1913 drog Jørgensen til Italien, til helgenbyen Assisi. Hvorfra han udsendte en række internationale bestsellere om netop helgener, en serie han lagde ud med allerede i 1907 med bogen om Frans af Assisi.

I mellemkrigstiden flirtede han lidt med sit nye hjemlands fascisme, men var såmænd da også en overgang kandidat til nobelprisen. Lig en anden Goethe, som han også skrev en bog om, tog han gerne imod beundrere i sit hjem og velsignede nær og fjern med en uimodståelig mildhed.

Så vender Jørgensen hjem til Svendborg i 1953 for at konstatere, at hans gamle ven og kollega, senromantikeren Sophus Claussen er blevet kanoniseret af Hereticakredsen til hele Danmarks første og største modernist.

Han dør mæt af dage i 1956, endnu husket og hyldet af sin trosfælle, litteraten Emil Frederiksen, som skrev et par bøger om ham. I gymnasiet læser man nu og da hans digt 'Bekendelse'. Men nok mest som et kristent kuriosum i kontrast til de mere sybaritiske (overdådige, red.) symbolister, Claussen og Stuckenberg.


Synd nok. For med Jørgensen fik vor kultur noget så sjældent som en vaskeægte centraleuropæisk og antiromantisk modernist, som i sine unge år fremragende og fortolkende forstod Edgar Allan Poe og Charles Baudelaire og deres værker.

Især sidstnævnte, hvis særegne og geniale aura af klassisk allegoritænkning og katolsk åbenbarelse, Jørgensen langt bedre end sine samtidige havde fornemmelse for. Det nye moderne som både et smerteligt suk af spleen (livslede, red.) og så alligevel et suverænt nyt stofområde, hvor jeget kan forsvinde i kyniske kaskader af storbychok, tilfældets profane erotik og en omvandrende alternativ panteistisk helhedsfølelse, 'korrespondance' hos Baudelaire, hos hans elev, T.S. Eliot, for 'det objektive korrelat'.

At digteren forsvinder ind i sin tekst som organisk mytisk er i latent ledtog med andre tekster fra andre historiske epoker og stilarter. Gerne barokken og klassicismen, som vor nationalromantik stort set fejede væk fra sin egen kanon som enevældens ideologiske salmedigtning og unordisk græsk-romersk-franske retorik. Fremmede fugle i danskhedens voliere for gråspurve, grimme ællinger og stækkede ørne.

Og en fremmed fugl blev Jørgensen på alle måder, da han frækt i 1890'erne beskrev modernismen ud fra andre vinkler end den romantiske tradition og det naturalistiske gennembrud.

At han så siden nede i det italienske, som så mange andre tidlige modernister, fortrød sin avantgardistiske ungdomsglød, og bekendte sig til det regressivt ideologiske i sin valgte religion, er en anden sag. Og langtfra enestående. Eliot er nævnt, men man kan da godt strejfe Paul Claudel, Rilke og Ezra Pound.

Tilbage står en række visionære digterportrætter fra ungdommen. Af Poe, Baudelaire, Shelley, Huysmans, Verlaine og Mallarmé. Og så hans personlige stillingtagen til symbolismen og den danske romantik.


Jørgensen var på forkant med sin tid. Og det kostede. Ikke mindst da han midt i sagen mod Alfred Dreyfus (en fransk officer af jødisk afstamning, der blev offer for falske anklager for forræderi fabrikeret af antisemitiske højrekredse, red.) i Frankrig gik ind i Romerkirken, som af hele parnasset blev betragtet - til dels med rette - som den antisemitiske skurk i skandalen.

Men måske var dette valg logisk, fordi han tidligt så en forbindelse til en katolsk tradition og kulturtendens, som i modsætning til danske vedtægter erkendte det moderne som en konfrontation med romantikkens følsomme egocentri, anskuet som en lyrisk form for narcissistisk liberalisme.

Som på lang sigt måtte ændres til det modernes eskalerende massekultur og kapitalistiske markedssætning af følelser som varer og værdier, målbare kundskaber og kompetencer. Så hellere den gode gamle sammenhæng, den kristne og klassiske, hvor der er højt til loftet, og kirkegængeren blot skal falde på knæ og sluge oblaten.

Vejen ad hvilken ind og ud af troen kan diskuteres. Men ikke, at Jørgensen stadigvæk fortjener en større plads i vor litteratur end så mange andre samtidige symbolister, som nok er mere sangbare for den danske højskole, men næppe udviser en lige så globalt inciterende spændvidde i visionen.

Så lad det blive forår for Jørgensen. Nye læsere kan roligt begynde her.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce