Der findes en særlig tradition i dansk litteratur, der går fra H.C. Branner og Martin A. Hansen til Peter Seeberg og f.eks. Bent Vinn Nielsen: den dæmpede, lune, vemodige, finurlige eller sågar gakkede beskrivelse af såkaldt almindelige menneskers ordinære hverdagsliv. Sådanne beskrivelser står konstant i fare for at forsvinde og glemmes, måske netop fordi de forvalter det allermest skrøbelige, massive og udbredte der findes, almindeligheden og hverdagen. Filologen og forskningsbibliotekaren Leon Jaurnow har nu taget sig for at søge at give en af de næsten komplet glemte og tidligt døde hverdagsforfattere, Mogens Klitgaard (1906-45), en lille renæssance. Klitgaard får med Jaurnows studie af hans liv og værk, 'Den lyse vagabond' en mulighed for at træde ind i kanon og ud af glemslen. Eneste selvstændige værk om Klitgaard har førhen været en pamflet fra 1941, så det må siges at være på høje tid, hvis værket skal have kunstigt åndedræt. Klitgaards adelsmærke er, ifølge Jaurnow, ikke gengivelsen af grå, triste og desillusionerede liv, men den varme og optimistiske skildring af danske småborgeres eksistensformer i mellemkrigstiden. Studiet er sobert og redeligt og sympatisk, men også med sine 216 sider en del udpenslet og på grænsen til det kedelige. Men allerede alene for sin vilje til at ville genoplive en forfatter, der skildrer det eminent danske, småborgerlighedens hverdagssymfonier, fortjener Jaurnow at lykkes med sit forehavende.
Hverdagssymfonier
Lyt til artiklen
