Som barn græd jeg højt ved lyden af støvsugeren, og mit forhold til dyret har ikke ændret sig det mindste gennem årene. Blot bander jeg nu, og det samme gjorde jeg ved synet af 'Glæden ved at gøre rent', en fra svensk oversat bog nu på dansk. Optakten, et citat af Tove Jansson (hende med Mumitroldene samt mange gode 'rigtige' bøger) gjorde ikke sagen bedre: »Det var vidunderligt at gøre rent igen«, begynder det og ender efter en veritabel nullermandsjagt (her kaldet fnullermænd) med, »det var virkelig morsomt at være til«. Men måske er det sandt, som der står i indledningen af Estrid Bengtsdotter, at »selv den mindst rengøringsivrige person har sikkert på et eller andet tidspunkt mærket en svag fornemmelse af lyst, en form for sjælelig udrensning, når han eller hun har pudset vinduer i forårssolen, ikke ved selve resultatet, men ved processen«. Det kan jeg ikke skrive under på. For mig er der kun glæde ved resultatet, og ingen glæde er større end at komme hjem og finde, at mine store sønner har pudset alle vinduerne! Men sådan er vi jo så forskellige, og denne bog er mest beregnet på dem, som overhovedet ikke ved, hvordan man gør rent.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























