At flyve er lidt ligesom at have sex. Medmindre man var meget lille, kan man sagtens huske den allerførste gang, man var i luften, og hvis man engang som barn var så heldig at komme ind i selveste cockpittet, er det også noget, man sent glemmer. For uanset om man kan lide det, er bange for det eller bliver luftsyg, er der noget fascinerende over at flyve, noget nærmest naturstridigt over, at det i det hele taget kan lade sig gøre. Og den fascination og begejstring, kan man også tydeligt mærke, ligger bag journalisten Toni Mygdal-Meyers bog 'Da danskerne fik vinger' om den danske flyvnings historie. Desværre er begejstring og gå-påmod bare ikke nok til at skrive en bog. Der skal også gerne være en slags plan, og den mangler Mygdal-Meyers bog i så udpræget grad, at man kan undre sig over, at redaktøren ikke har grebet ind. For ganske vist følger forfatteren en slags kronologi, men da han ikke kan dy sig for at følge så mange forskellige mere eller mindre interessante tangenter, sidevinkler eller personer, er man som læser det meste af tiden fuldkommen på Herrens mark med hensyn til, hvorfor man netop nu skal høre denne eller hin anekdote om forskellige piloter.
Luftens helte
Lyt til artiklen
