Hun er smuk. Hun er sød. Hun er flittig. Hun er tapper. Og uhadada, hun er skam ingen ravnemor, men en rigtig hønemor, hvis børn, alle fire, kommer allerallerførst i hendes liv. Der er simpelthen ingen ende på, hvor vidunderlig den danskfødte kjole-createur Isabell Kristensen fremstår i den næsegrus beundrende portrætbog, journalisten Poul Arnedal og fotografen Søren Rud har lavet om hende. Vidste man ikke bedre, ville man tro, det var to genert fnisende 12-årige fans med røde kinder, der havde bikset bogen sammen. Isabell Kristensen laver store udstyrsstykker med beton-lignende barmstykker til en del af det internationale jetset. Den danske befolkning fik en fuldfed smagsprøve ved forrige års Melodi Grand Prix, da Natasja Crone optrådte i et par af de oppustede konditorkager. Det er kjoler, der kommer med kvinden, aldrig kvinden der kommer med kjolen, men sådan er der jo nogen, der kan lide at se ud. Sig navne som Ivana Trump, Fergie og Shirley Bassey, og der er meldt show time for en række afdankede stjerner og såkaldt kendte. Mode kan man ikke kalde det, og det gør i og for sig ikke noget, hvis der så var en eller anden menneskelig historie i Isabell Kristensen. Men hvis der er en historie, lykkes det ikke for Poul Arnedal at finde den i sin hyldesttekst, hvor ethvert glimt af et mellemlag, endsige en tanke ud over den mest banale, er dømt ude, selvom himlen skal vide, at han trækker os gennem de mindste detaljer i Isabells meget kedelige liv. Søren Rud gør også sit bedste for at præsentere en dukke og ikke et menneske i de blanke, livløse fotografier. Enhver, der har læst et ugeblad inden for de sidste år, kender allerede hele livsforløbet, skuffelsen over manden, der ikke kunne forstå, hun ikke ville blive hjemme hos børnene, knokleriet i London, flytningen til Monte Carlo, den nye kæreste Kim og blablabla. Dertil nogle billedtekster, der siger spar to til Kig & Le Højt: »Isabells trang til søde sager fornægter sig ikke. Her er hun på Cafe de Paris i Monte Carlo med Kim Worsøe og børnene Nichola og Martin. Det er Martins is, hun lige må smage, mens han kigger væk«. Hvabehar! Sådan er det hele vejen igennem. Man føler, man har ædt fem kilo candyfloss, når man har kæmpet sig gennem den kælne og haledikkende bog. Det er faktisk synd for Isabell.