»Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej«. Sådan lyder de berømte ord i en ironisk slager skrevet af Poeten (Poul Sørensen) og sunget kongenialt af Elga Olga i 1953. Snart og siden en landeplage i Giro 413, visen om den stakkels pige, der venter på Kaj som så kommer anstigende med en anden steg. Sangen er brugt smittende oplagt som ouverture til dette overmåde interessante og velskrevne værk, 'Mutters alene', skrevet af litteraturprofessor Svend Erik Larsen fra Århus. En ordentlig moppedreng om ensomheden som tema i verdenslitteraturen. Om forskelle på at være ene og alene, ensom eller enestående. Og hvis man tror, at det er så enkelt, så må man tro om igen, og det er man heller ikke alene om, faktisk er der skrevet utroligt meget i litteraturen på disse svære akkorder. Fra et valgt grundvilkår for kunstnerens ensomhed til en fælles lod for alle i hverdagen blandt mennesker. Det er disse aspekter af ensomhed og fællesskab, i sidste ende over for det endelige, afslutningen, døden, som er den røde sti igennem Larsens litterære lystskov.
Hop med professoren
Lyt til artiklen
