0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hop med professoren

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Om manda'n. I regnvejr. På Solitudevej«. Sådan lyder de berømte ord i en ironisk slager skrevet af Poeten (Poul Sørensen) og sunget kongenialt af Elga Olga i 1953. Snart og siden en landeplage i Giro 413, visen om den stakkels pige, der venter på Kaj som så kommer anstigende med en anden steg.

Sangen er brugt smittende oplagt som ouverture til dette overmåde interessante og velskrevne værk, 'Mutters alene', skrevet af litteraturprofessor Svend Erik Larsen fra Århus. En ordentlig moppedreng om ensomheden som tema i verdenslitteraturen. Om forskelle på at være ene og alene, ensom eller enestående.

Og hvis man tror, at det er så enkelt, så må man tro om igen, og det er man heller ikke alene om, faktisk er der skrevet utroligt meget i litteraturen på disse svære akkorder.

Fra et valgt grundvilkår for kunstnerens ensomhed til en fælles lod for alle i hverdagen blandt mennesker. Det er disse aspekter af ensomhed og fællesskab, i sidste ende over for det endelige, afslutningen, døden, som er den røde sti igennem Larsens litterære lystskov.


Det lyder indviklet. Men det er det ikke. I hvert fald ikke hele vejen. Svend Erik Larsen tager os på en nysgerrig promenade igennem sin lund, beplantet med udvalgte og elskede træer fra den store litteratur. Fra den islandske psykopat og slagsbroder, Egil Skallagrimson, til den franske og aristokratiske avantgarde-lyriker Stéphane Mallarmé.

Begge mister en søn under skæbnesvangre omstændigheder. Men hvor den første og ældste dog har et sprog at udtrykke sin sorg i, er den anden og yngre stedt i moderne mangel på samme, ord som kan artikulere sønnetabet. Begge er fælles og dog mutters alene med det usigelige og udefinerbare.

Det som muligvis og netop metaforen kan udtrykke visuelt og paradoksalt ved at ligne noget med noget andet, det ikke er, for så alligevel at fortælle, hvad det så kan være. Et af de mest spændende kapitler er om nyere metaforikforskning, hvor forfatteren på forbilledlig vis får klargjort både kognitive og semiotiske teorier.

Den kognitive ser metaforen i forhold til et kulturelt tænkeskema, en art dynamisk og mentalt fælleseje, hvor metaforen er en anderledes konstruktiv og intuitiv måde at erkende på, end den logiske og objektive.

Det semiotiske syn er at betragte metaforen som et kompliceret tegn i samklang med og til forklarelse af andre tegn, en slags tegngivende 'overlignelse', et hyperikon, som det hedder hos gamle Peirce, semiotikkens fader.

Metaforen afprøver og overskrider grænser. Og just der udenfor lever monstre, eller rettere det monstrøse. Det som både indeholder noget kendt og ukendt. Som eventyrets monstrøse drage, der spejler virkelighedens modigste firben, men frem for alt er et kollektivt tegn på det, som ligger uden for kultur og historie. Dette handler et andet inciterende kapitel om i bogen.


Det lyder ganske springende og det er det også. Man hopper med professoren. Men man gør det gerne, fordi det er alt andet end vilde badutspring på en privat trampolin. 'Mutters alene' har således fremragende analyser af Blixen og Pontoppidan, Joseph Conrad og Prosper Mérimée.

Et af de mest engagerede kapitler er om det romantiske landskab, som guldalderdigtere besynger som evigt dansk og genfindes i vor egen tids hysteriske nationalisme. Men med et indirekte frispark på Pastor Krarup må det konstateres at denne romantiske hjemstavn såmænd er skabt af den forhadte oplysningstids rationelle kultivering af landskabet.

Lige så stille ironisk er bogens indledning. Om tidens egocentriske solistkultur blandt unge og lidt ældre, MIGgenerationen som er flyttet ud af byen for at dyrke deres egen JEGhave i forstæders landlighed.


Professor Larsen er klart et bymenneske på linje med de gamle grækere for hvem civilisation var utænkelig uden for den kakofoniske bystat. Eller med Balzac, en af Larsens helte, den monstrøse franskmand som levede og døde af for megen kaffe og for meget slid undervejs med sit kæmpe romanværk, hans 'Menneskelige komedie', som skulle skrive den franske verden i panoramisk mandtal i skæbneårene fra 1789 til 1830.

Først og fremmest med fokus på Paris, den smukkeste, men også den mest labyrintiske metropolis i verden. I sin lille, men dybt inspirerende bog, 'I byen med Balzac', tager Larsen os rundt i Paris med geniet og to andre moderne intellektuelle, Mikhail Bakhtin og Walter Benjamin.

Larsen er den finurlige guide som gerne forlader boulevarderne og tager os ned i sidegader for at fortælle om Balzacs natur, passion og så hans elskede by, Paris hvor man kan gå hele dagen uden at forlade centrum. Det samme kan siges om begge Larsens bøger. Vi promenerer vildt og vidt omkring, men aldrig væk fra det centrale, litteraturens gådefulde fascination.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu