Det stærkt forsinkede nummer 58 af Den Blå Port er netop kommet på gaden, medsamt en udskiftning af redaktør Lyngsø med Tue Andersen Nexø, og det med en vidunderligt kuriøs gave, nemlig et vedlagt genoptrykt eksemplar af hedengangne Dan Turèlls mildt sagt 70'eragtige digtsamling 'Changes of Light' fra 1970. Samlingen, der kun findes i 10-20 håndskrevne eksemplarer, er fundet af litteraten Christian Dahl under gennemgang og katalogisering af Per Højholts bibliotek, og alle købere af Porten får det kvit og frit med i handlen! Komplet med den daværende viv, Kirsten Turèlls håndkolorerede forside og Turèlls egen sirlige skolepigeskrift indeni, altsammen en flimrende gang 'syreskak'. I tilgift hertil kommer en fin sammenstilling af Højholt og Turèll ved samme Dahl og et opklarende litterært landkort fra Anne Borup. Lars Bukdahl kommer med et stofrigt og veloplagt generationsportræt af de yngstes pludren (cirka født hen mod 1980), der lader 'pludder'-termen være en frugtbar genrebetegnelse, i mangel af bedre, og som indsigtsfuldt kommenterer Frost, Skinnebach, Thykier, Andkjær Olsen, Søgaard, hele molevitten. Bukdahl selv sludrer og pludrer som altid vel familiært, men det opvejes i nogen grad af hans uomtvisteligt store viden om den nyeste litteratur og begejstring for den. Oven i alt dette, er der et optryk af bogstavet A's sentenser fra Flauberts pragtfulde og onde 'Klichéordbog', et værk, der slet ikke vederfaredes retfærdighed, da den danske oversættelse kom for nogen tid siden. Samt lidt andet og lidt mere, men altså først og fremmest den store, skægge Turèll-present. Bør købes, inden alle numre er revet væk.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























