Et sted hos Marie Bregendahl går en dreng så tavs og grubler. Da hans tvillingebror spørger, hvad han tænker på, lyder svaret: »Naar a tænker, saa tænker a altid paa det samme«. Hans Otto Jørgensen citerer stedet i sin fint portrætterende (og selvportrætterende) artikel om Marie Bregendahl her i det ny, tredje og sidste bind af 'Danske digtere i det 20. århundrede'. Værket er udkommet efter det kierkegaardske princip om at leve forlæns og begribe baglæns, thi først fik vi tredje bind, 'Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt' (1970-2000), så andet bind, 'Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen' (1940-1970) og nu altså det første, som skulle blive det sidste: 'Fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen'. Hvilken rigdom. Dansk litteratur i det 20. århundrede har niveau og mangfoldighed, så man føler sig privilegeret over at kunne dansk. Og det må siges først og uanset indvendinger, at det værk, der nu står færdigt, formidler en glæde og entusiasme over 1900-tallets litteratur, som kun kan smitte. Værket vil gøre nye generationer til kyndigere læsere, og det fortjener Anne-Marie Mai og hendes hold tak for.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























