0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra hekseri til pædofili

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en djævelsk god bog Jan Guillou har skrevet om 1600-tallets svenske hekseprocesser. Selv kalder han bogen for historisk reportage. Det er ikke traditionel akademisk historieskrivning, og hans informationer stammer i det væsentlige fra den svenske hekseekspert Bengt Ankerloos grundlæggende værk om svenske trolddomsprocesser fra 1971.

Men Guillou har sin egen dagsorden. Hans anliggende er de psykiske mekanismer bag det hysteri, der fik hekseprocesserne til at brede sig. I denne forbindelse drager han nogle djævelske paralleller til nutiden, hvor pædofilisager i nogle tilfælde har antaget samme groteske karakter.

Den historiske scenografi skifter, men hysteriet er det samme. Og som i 1600-tallet kan hysteriet føres tilbage til akademiske eksperter, dengang præster, nu om stunder psykologer. Bogen handler derfor ikke kun om hekse, det er venstrefløjsrationalistens opgør med overtro og irrationalisme i dens mest ondartede form, nemlig når den forklædes som videnskab.


I 1660'erne kom de svenske hekseprocesser helt ud af kontrol. I løbet af få år blev mere end 300 kvinder halshugget og brændt. Kædereaktionen blev sat i gang, da en præst i Dalarna forhørte en spinkel tolvårig pige om, hvordan hun havde båret sig ad med at hente nogle geder ind til bredden, som var kommet for langt ud i Dalelven.

Præsten mente, at det måtte have oversteget pigens evner og kræfter; noget var galt. Ved vidners hjælp stod det klart, at pigen måtte have gået på vandet. Ved at foreholde pigen, at hendes synder ville blive tilgivet, hvis hun tilstod, fik præsten lirket ud af den stakkels Gertrud Svensdotter, at hendes evner skyldtes, at hun stod i ledtog med Djævelen.

Hun havde været på Bloksbjerg (på svensk Blåkulla), hvor hun havde mødt andre troldkvinder fra det lille samfund i Dalarna. Nitten personer blev angivet, deraf otte voksne. I modsætning til dem hun angav, undgik Gertrud bødlen og bålet. I stedet måtte hun stå til skam i kirken tre søndage i træk med et ris i hænderne for derefter at blive hudflettet. Strafnedsættelsen begrundedes med, at hun ved at angive andre havde givet dem mulighed for at bekende deres synder.


Det særlige ved de svenske processer var den rolle, børn spillede som vidner. Gertruds fortællinger udløste en hel konkurrence blandt børn fra Dalarna om at præstere de bedste beretninger fra Bloksbjerg.

En af de store heksejægere var præsten i Torsåker, der betjente sig af såkaldte visgossar, drenge, der havde evnen til at se heksetegn på forbipasserende, og som derfor blev stillet op i kirkedøren for at iagttage kirkegængerne. En af dem kom ved en fejl til at angive præstens kone, men blev klar over fejlen og undskyldte sig med, at han var blændet af solen.

Det er et uhyggeligt sceneri, Guillou åbner for. Øvrigheden var altid splittet i sagerne. Adelige embedsmænd stillede sig ofte tvivlende til hekseanklager, mens præsterne drev på. For dem drejede det sig om at undgå, at Sverige blev ramt af Guds vrede. Og den ville man få at føle, hvis ikke man bekæmpede Djævelen og hans slæng.


Så længe han holder sig til den historiske reportage, har Guillou godt tag på sit emne. Derimod er redegørelsen for de historiske forudsætninger noget forenklet, uden tvivl bogens svageste afsnit. Det er rigtigt, at heksesagerne fik et voldsomt omfang i protestantiske marginalområder som Skandinavien og New England.

Forklaringen skal næppe søges i en særlig protestantisk fundamentalisme, men snarere i det forhold, at reformationen medførte et fuldstændigt brud med fortiden også juridisk, idet den traditionelle kirkeret blev forkastet. Det betød, at heksesagerne faldt i et retsligt vakuum, hvor de verdslige dommere følte sig usikre over for præsternes teologisk-dogmatiske argumentation.

I modsætning hertil var den katolske kirkeret baseret på klart definerede juridiske principper, der var bestemte krav til bevisførelsen, de anklagede havde ret til en forsvarer, børnevidner var forbudt etc.

Også i katolske lande tilkom den dømmende magt normalt verdslige domstole, men kættersager, herunder sager vedrørende hekseri, blev forberedt af kirkelige jurister, der gennem deres responsa, såkaldte ekspertiser, vejledte de verdslige dommere.

Velgørende er derimod Guillous opgør med de spekulative forklaringer på hekseprocesserne, som har cirkuleret både i den seriøse forskning og populærlitteraturen. Der tages afstand fra spekulative klassekampteorier og fra den i feministkredse yndede påstand om, at hekseprocesserne var en sammensværgelse mod kloge koner for at sikre markedsandele for mandlige akademiske læger.


Eftertiden har fordømt hekseprocesserne. Men de psykologiske mekanismer er fortsat til stede. Guillou tager derfor fat på en række moderne incest- og pædofilisager, hvor anklager og påstande er hinsides enhver rimelighed.

Værst er utvivlsomt sagen fra Bjugn, et lille samfund uden for Trondheim, hvor et foredrag i 1992 af en selvlært ekspert i seksuelle overgreb mod børn udløste anklager og beskyldninger af ufatteligt omfang. Symptomer på overgreb var ifølge foredragsholderen koncentrationsvanskeligheder, sengevædning, søvnproblemer, hovedpine, urinvejsinfektioner, aggressivitet, overdreven kælenhed, klyngen sig til voksne, ondt i halsen og meget mere.

Med et sådant katalog var det klart, at mange flere børn end hidtil antaget måtte have været udsat for overgreb. Offentligt ansatte psykologer og børnehavepersonale, der hørte foredraget, tog våset for pålydende. En af tilhørene halede ud af sit barnebarn, at hun havde set en mandlig pædagogs tissemand, mens forældre kunne fortælle om børn, der kom hjem med sæd i håret.

Snart kunne det på grundlag af børnenes udsagn slås fast, at samtlige 40 børn i institutionen var blevet misbrugt af samme pædagog. Oven i købet skulle han have bortført børn til hemmelige satanistklubber, hvor de blev lagt i små krybber, mens mændene havde omgang med får og kvinderne slagtede lam.

Ganske som i 1600-tallet endte det med, at satanisme og heksesabbatlignende orgier indgik i anklagerne. Et helt bysamfund blev splittet af sladder og sludder.


Anklagerne i Bjugnsagen og andre pædofilisager er i vidt omfang baseret på børnevidner, med den begrundelse at børn ikke kan lyve om så alvorlige overgreb, præcis som man for 300 år siden ikke mente, de kunne lyve om heksesabbatter. Guillou paralleliserer derfor psykologer, og psykoterapeuters rolle i incest- og pædofilisager med præsternes engagement i heksesager for 300 år siden.

Både dengang og nu betjente den akademiske ekspertise sig af den mest forbløffende argumentation. Hvis et barn ikke genkender et formodet gerningssted og dermed bekræfter psykologens forudfattede mening, bliver det med det samme fortolket som en fortrængning. Sådan konverteres manglende beviser til uigendrivelige kendsgerninger. Men læren af denne og andre sager er, at mandlige pædagoger gør klogt i at undgå enhver fysisk kontakt med børnene.

Nogle vil sikkert indvende mod Guillou, at hekse er fantasi, mens pædofili forekommer i virkeligheden. Hvilket netop er hans pointe. Hysteriet gør det umuligt at skelne mellem virkelighed og fantasi og gør det sværere at få hold på de tilfælde, hvor overgreb virkelig har fundet sted.

Ansvarsfulde og fagligt bevidste psykologer ved, hvad der står på spil, og har ikke tøvet med at tage afstand fra begreber som 'recovered memory' og andre former for okkultisme, der er blevet brugt i jagten på formodede incestforbrydere.

Også i 1600-tallet var der kritiske røster. En præst i Gävle sagde på prædikestolen, at man i stedet for at lytte til børnenes heksehistorier skulle give dem en gang med piskeriset. Ham fik fanatikerne mistænkeliggjort ved at anklage hans kone for hekseri.

Nogle vil sikkert føle sig ramt og anfægte Guillous synspunkter og motiver. Men med sin bog har han placeret sig som en slags bannerfører i kampen for rationalitet og oplysning mod det mørke og den okkultisme, der stadig truer os.