Det er åbenbart svært at være født med en sølvske i munden, og hvis ens far tilmed var af den hårde, gamle skole, kan det være lidt af et helvede. Det fortalte Claus Ahlefeldt om i sin første erindringsbog med titlen 'Du finder sgu nok ud af det, Claus!' Senere fulgte i bedste drengebogstitelstil 'Hvad nu, Claus?' og nu foreligger 'Så er det Egeskov, Claus!' på bordet. Dette bind dækker tiden fra 1954 til 1992, det år Claus Ahlefeldt overdrog Egeskov Slot til sin søn og selv drog ud på en fem år lang bådtur på de franske floder. Nu er han kommet tilbage og bor i Middelfart, oplyser bagklappen. Mon der ikke også kommer et nyt bind om denne bådtur? Det kan man forestille sig, og så kan læseren alt efter temperament og erfaring glæde sig eller frygte endnu et bind livserindringer. Anmelderen hører nok til dem, der frygter, for efter læsning er 'Så er det Egeskov, Claus!' må hun desværre konkludere, at Claus Ahlefeldt og hun ikke stemmer synderlig overens. Her er ingen hjerternes harmoni. Dertil fremstår Claus Ahlefeldt for pralende også i sin udstilling af sin egne fejl og manglende forudsætninger for at drive et gods. Jeg bryder mig heller ikke om hans udstilling af personer, han ikke synes om. Ganske vist anvender han metoden: Jeg, Claus Ahlefeldt, siger ikke, hvem det drejer sig om, men man skal ikke have mange talenter for detektivisk arbejde for at finde frem til disse, der ikke har villet, som Claus Ahlefeldt ville. Man kan heraf med Herman Wessel slutte, at det er ilde ikke at gøre, som herremanden gerne ville. Det er dog ikke det, der generer anmelderen mest, men sproget, som er tørt og kedeligt i al sin almindelighed. Så spændende har Claus Ahlefeldts liv nemlig ikke været, selv om dronning Ingrid var ham behjælpelig i en periode, at bogen kan fængsle læseren alene ved sin emne: Hvordan det lykkedes mig, Claus Ahlefeldt, at få forvandlet Egeskov Slot fra at være et hensovende, forfaldent gods til at blive en overskudsgivende forlystelsespark. Der skal mere til for at gøre en livshistorie interessant. Fremstillingen slutter som sagt i 1992, og jeg forestiller mig, at det sidste bind, som teksten lægger op til, muligvis kan få titlen: 'Hvad der videre hændte Claus!'.