»Jeg kan lide punk-rock. Jeg kan lide piger med underlige øjne. Jeg kan lide stoffer. Jeg kan lide passion. Jeg kan lide ting, der er godt bygget. Jeg kan lide uskyld. Jeg kan lide at spille mine kort forkert«. De ligner linjer fra et rodet og nusset kladdehæfte, skrevet af en bøvet og ligeglad teenager en dag på skolebænken i South Park. En fyr med sprængfyldte bumser og tomme øjne. »Jeg kan lide at kneppe får, jeg kan lide at brokke mig og ikke gøre en skid for at gøre tingene bedre« og så videre i samme pisgule sprøjte af pubertær pessimisme. Men pludselig kommer der så en sætning, der helt tilter billedet: »Jeg kan lide at føle mig skyldig over at være en hvid, amerikansk mand«. Ordene er Kurt Cobains. Nedkradset med den store og drengede håndskrift, han fyldte stilehæfte efter stilehæfte med gennem det 27-årige liv, han sluttede i april 1994 ved at skyde hovedet af sig selv med et jagtgevær i et udhus i Seattle. »Lad være med at læse i min dagbog, når jeg er væk«, skrev han i en af dem, men det blufærdige ønske blev ikke fyldt. Hæfterne har været opbevaret i plastikposer hos enkefru Courtney Love siden selvmordet. Hun har efter eget udsagn ikke haft lyst til at læse i dem, men overlod dem til journalisten og forfatteren Charless R. Cross, da han var i gang med sin research til biografien 'Heavier Than Heaven', som udkom sidste år. Citaterne fra hæfterne skabte så stor interesse, at (tilfældige?) uddrag fra dem nu er udkommet som 'Journals' mod en millionindtægt til Courtney Love. 280 sider med nedkradsede tanker, ideer, sangtekster, breve, udfald og tegninger, der allerede er blevet udnævnt til »grunge-generationens coffee-table-bog«. Forstemmende dødsbo En umiddelbar modsætning, for der var ingen antydninger af kaffeslabberas og råhygge i Nirvanas knugede og flossede udladninger, og lige så lidt forsonende er Kurt Cobains efterladte skitser. Hvis man finder et besøg i Elvis Presleys private gemakker i Graceland kvalmende på grund af al den lavine af flommet kommercialisme, man har begravet en anden af rockens afdøde legender i, er det en lige så forstemmende oplevelse at læse sig ind i den gyldne, men også skrækindjagende golde guldmine, hvor Kurt Cobains forpinte krop og sjæl var fanget i berømmelsens bur. Alligevel er det svært ikke at liste sig indenfor i dette litterære dødsbo. Vi lever trods alt i en tid og en kultur, hvor vi som hæmningsløse privatdetektiver mener, at vi har ret og næsten pligt til at vide alt om og forstå vore ikoner ned i mindste detalje. Ser man på noterne her som lysglimt i et personligt mørke, skitser til skabelsen af store sange og nogle gange meget nærværende skitser over et ungt, forvirret liv i en tid blottet for illusioner, er 'Journals' spændende læsning trods følelsen af forlegenhed over den nyfigenhed, man må mønstre for at være på siderne. Kurdt En gåde, som Kurt Cobain, der var sin generations mest betydelige sangskriver og manden bag 1990'ernes vigtigste rockplade, 'Nevermind', men alligevel skød knoppen af sig selv, er naturligvis pirrende for dem, som higer efter at forstå psyken bag sangene. Så langt kommer man dog selv sagt ikke af at læse disse sider, selv om de er sprængfyldte af selvhad, sygdom og stoffer. De minder som nævnt mest om de ytringer, man kan finde i poesibøger og kladdehæfter hos gymnasieelever, der har ladet blyanten være rejsefører på tankernes vandring i en matematiktime. Han elsker bøsser, hader rednecks. Hader sin far og sin baggrund i skovhuggerbyen Aberdeen, men elsker Jimmy Carter - »en god mand« - sine venner og sine idoler i kultbands som The Melvins. Der er ingen struktur, ingen kronologi, ingen logik og dybest set ikke megen mening i de forvirrede tanker, vi her får indblik i. Selv om Kurt Cobain et sted skriver: »De første syv år af mit liv var forbløffende, utrolige, virkelige og en absolut gigantisk glæde«, fornemmer vi hurtigt, at vi har med et menneske at gøre, som vakler mellem et ekstremt selvbedrag og en tilsvarende skarp selvbevidsthed. Allerede som gymnasieelev forsøgte Kurt Cobain at begå selvmord i en blanding af selvhad, dårlig samvittighed og angst for at blive afsløret, fordi han var lige ved at have sex med en pige, som muligvis var retarderet. At han i sidste øjeblik måtte opgive forehavendet, fordi han ikke kunne klare lugten fra pigens armhuler og skød, siger meget om den golde tone i hans notater. Selvmordet en lørdag aften i en kæmperus mislykkedes, fordi Kurt, som staver sit navn Kurdt, havde lagt sig på de forkerte skinner og i stedet for døden måtte nøjes med suset fra et tog, der passerede tæt forbi ham på nabosporet. Selv selvmordet endte på vildspor! Hans spinkle krop kunne ikke klare stoffer, men Cobain tog dem hele livet. Narkomisbruget undskylder og bortforklarer han med sine kroniske mavesmerter, som ingen læger nogensinde fik stillet en præcis diagnose for. Først til sidst går han til bekendelse og konstaterer: »I decided I feel like a junkie as it is so I may as well be one«. Derpå tager han heroin hver dag. Talsmand Den anden side af hans personlighed er en knivskarp opfattelse af sig selv og Nirvanas placering på rockscenen, som Kurt Cobain gik så meget op i, at mange af siderne er fyldt med hans lister over de bedste sange og plader. Ifølge sangeren er der »flere dårlige rockjournalister end dårlige rockbands i verden«, og han irriteres til stadighed over pressens skriverier. På en side skælder han ironisk nok ud over, at nogle af hans dagbøger er blevet stjålet, så han nu frygter at disse private tanker vil dukke op i pressen (!). Mest interessant er det dog, at han pure afviser artikler om, at han er så ked af og træt af sin berømmelse og stjernerolle, at det kan gøre ham deprimeret og suicidal. Hvilket ellers er den mest fremherskende teori om selvmordet, ikke mindst ud fra Kurt Cobains selvmordsbrev, der var formet som en undskyldning til Nirvanas fans, fordi han ikke kunne klare presset og ikke følte, at han kunne give dem mere. Et andet sted i 'Journals' er Kurt Cobain, der selv var en stor ynder af biografisk materiale, dog i et helt andet humør og skriver: »Det er sikkert interessant at se en offentlig persons selvdestruktion. Men jeg er ked af det venner, jeg bliver nødt til at forfalde«. Gruppens fans og pressen har gjort Kurt Cobain til en art 'talsmand' for sin generation. Skilsmissegenerationen, der symbolsk flyttede ringene fra fingrene op i næsen, læberne, brystvorterne eller genitialerne som piercinger i det ømme skind. Den rolle brød sangeren sig bestemt ikke om, men han er dog ikke blind for skæbnefællesskabet med en generation uden illusioner: »Jeg fornemmer, at der er en fælles oplevelse af, at alt er sagt og gjort, i min generation. Sandt. Og hvad så - det kunne stadig være sjovt at lade som om«, skriver han et sted. På den måde giver disse spredte klip fra en overfølsom sjæls vaklende tilværelse ikke definitive svar, men dog indtryk af personen Kurt Cobain. Han betragter eksempelvis sig selv som et menneske, der er i stand til at gennemskue alle uretfærdigheder. »De børn er sædvanligvis hyperaktive unger, man ikke kan kontrollere. De aner ikke, hvornår man skal stoppe, fordi de sædvanligvis er så filtret ind i det, de prøver at bevise, at de uundgåeligt kommer til at fornærme en eller anden«. Formildende omstændigheder skal man lede længe efter i Kurt Cobains liv og selvopfattelse. Mest befriende er dog hans altid kulsorte humor, der går igen i nogle af tegningerne og de mange tænkte pressemeddelelser og forslag til for eksempel T-shirts. Eksempelvis beskriver Kurt Covain sit band med stor præcission i en tænkt annonce før det store gennembrud: »Nirvana er en trio, som spiller heavyrock med punk-overtoner. De har sædvanligvis ikke arbejde, så de kan tage på turne altid. Nirvana har aldrig spillet 'Gloria' og 'Louie Louie' i jamsessions«. Musikken er adgangsbilletten til korte sus af frihed og lykke, skriver han og definerer det nærmere i et udkast til covernoter til 'Nevermind': »Punk er musikalsk frihed. Det er at sige, gøre og spille, hvad du vil. Nirvana betyder frihed fra smerte og lidelse i verden udenfor, og det er tæt på at være min definition af punkrock. Man kun kan ærgre sig over, at ingen greb ind og hjalp det ulykkelige menneske, før det var for sent, og håbe, at Kurt Cobain fandt vejen til frihedens Nirvana indimellem i skabelsen af sine kuldslåede og krasse, men også besættende og fantastiske sange.