Har man først fået en beskyldning om totalitarisme slynget i hovedet, er enhver videre samtale lammet. Alle argumenter preller af på modparten. Der er kun ét tilbage at gøre; resignere og erkende sit totale nederlag. Den intellektuelle verdens svar på Mike Tyson, den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Zizek gør i bogen 'Did Somebody say Totalitarianism?' det stik modsatte: Løfter røsten, og dissekerer fem forskellige måder at misbruge og fejlanvende termen 'totalitarisme' på. Den første hidrører fra Frankfurterskolens kritiske teori. Den siger, at totalitarisme er modernismens oplysningsprojekt, der er gået skævt. En afsindig og menneskefjendsk instans med rod i en ensidig idé med vold og magt tvinger sin vilkårlige form ned over verden (f.eks. Hitler eller Stalin). Den anden fokuserer på holocaust som den absolutte, ultimative forbrydelse, der aldrig kan eller bør gøres til genstand for analyse, fordi en sådan tilgang altid allerede vil trivialisere og domesticere holocaust, som senest Bøggild og Blum har fremført herhjemme. Den tredje er en neoliberalistisk og pragmatisk røst, der fremfører, at ethvert emancipatorisk projekt altid uvægerligt vil ende i en totalitær kontrolverden, hvad enten fascistisk eller kommunistisk. Den fjerde er dekonstruktiv, og opholder sig ved, at verden altid må holde en sprække åben mod en andethed, der skal komme, som er forsinket og forskudt, men altid er på vej. Ønsker man at etablere et konkret politisk tiltag her og nu, begås der vold mod denne åbenhed, og totalitarismen indfinder sig. Den femte og sidste fejlanvendelse af 'totalitarisme' ytrer sig som kognitive studiers aggressive angreb på 'Cultural Studies' med påstanden om, at de er udklækningsreder for en i sidste ende fascistoid og uvidenskabelig irrationalisme.