Selv om der gemmer sig mange musikhistoriske oplysninger i teksten, glider den ned i store, saftige mundfulde, denne Mozartbiografi. Det sørger forfatterens egne humoristiske illustrationer for. Her er lystige nøgenbilleder af Mozart i seng med sin lille, brunøjede Constanze. Her er tegninger af Mozart i bad, ja sågar en hel lille tegneserie, der gengiver historien om det berømte ærkebiskoppelige spark i røven, der sendte Mozart ud af Salzburg - hvad han dybest set ikke var utilfreds med. Mozart afskyede sin fødeby lige så meget, som han elskede Wien, hvor han slog sig ned, og hvor han døde 35 år gammel. Nogen billedbiografi er bogen nu ikke, selv om den kalder sig sådan i undertitlen. Den er en frejdig og kongenial genfortælling af mesterens korte produktive liv ledsaget af muntert meddigtende tegninger. Med vellystne greb i de længe bortgemte breve til kusinen Bäsle får vi fabelagtigt obskøne tirader fra Mozarts pen. Og selv om der ikke er noget, der hedder sonatestil på dansk - og selv om man sjældent taler om musikologer, derimod ofte om musikvidenskabsfolk - virker bogen veloversat.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























