Set fra München, set fra den tyske sociolog Ulrich Becks synsvinkel, er den dybe konflikt mellem USA og Europa om berettigelsen af en præventiv krig mod Irak et generalopgør mellem den gamle og den ny verden. Men den gamle verden er ikke den verdensdel, som USA's forsvarsminister for kort tid siden nedladende kaldte »det gamle Europa«. Den gamle verden er USA. Den moderne er Europa. Det er det moderne Europa, der i sin yderste konsekvens søger et politisk svar på truslen om menneskehedens undergang, det være sig i miljøkatastrofer eller en global konflikt, der skrider ud i et atomart ragnarok. Det moderne Europa ved, at magt og vold er hinandens modsætninger. Hvor der er vold, er afmagten total. Ellers behøvede man jo ikke gribe til vold. Det moderne Europa tror på, at man må vinde tilslutning til sin sag, ikke banke andre på plads. Det moderne Europa er sig pinligt bevidst, at den internationale kapitals anonyme 'ingenmandsvælde' kræver modspil fra internationale organisationer styret af politiske interesser. (Ligesom velfærdsstaten krævede en stærk stat inden for nationens grænser). Det moderne Europa har i EU fundet et frugtbart og levende politisk rum hinsides nationalstaten. Det moderne Europa arbejder for internationalt bindende aftaler om alt fra klima over forstærket udviklingsbistand til en international krigsforbryderdomstol. Det moderne Europa står fast på FN-sporet i Irakstriden. Uden retsorden, ingen orden overhovedet. »Europa forsvarer det kosmopolitiske standpunkt, mens USA holder fast ved idealer om nationalstatens overherredømme«, skriver Beck. Og det er katastrofalt. For nationalstaterne er i dag en del af problemet, ikke en del af løsningen. Becks analyse er uafviselig. Han går hovedkulds ind i globaliseringsdebatten med en dagsorden, der er en udfordring til det internationale erhvervsliv, til de aktionerende antiglobaliseringsgrupper og til FN's mange medlemslande. Ingen er i den diskussion nået længere end han. Beck, der i 1980'erne lancerede betegnelsen 'risikosamfundet', har én overordnet tanke, som han indædt forfølger: Magten findes, og den skal bruges af demokratiet. Alt andet er terror. Og netop dér, hvor verden begynder at blive grænseløs, hvor forskellen mellem det nationale og det internationale forsvinder, netop dér skal der træffes politiske beslutninger.