Hvorfor forsvandt egentlig eksistentialismen? For det gjorde den vel engang i starten af 1960'erne efter at have været på mode i et par årtier i den vestlige verden, hvor det i toneangivende kredse handlede om at tage sin frihed på sig og 'vælge sig selv'. Sådan lød slagordet, som man havde overtaget fra Søren Kierkegaard. At mennesket ikke er andet, end »hvad det gør sig selv til«, lancerede den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre som eksistentialismens grundprincip. Han gjorde - ligesom andre eksistentialister, Gabriel Marcel og Albert Camus for eksempel - opmærksom på uomgængelige vilkår, som hvert menneske måtte se i øjnene, hvis det ikke ville leve i enten fortvivlelse eller forstillelse. En ny dansk bog om eksistentialisme med titlen 'Udsat' tager denne tråd op og udpeger en række elementære spørgsmål, enhver må tage stilling til: Hvem er jeg? Hvordan vil jeg bruge mit liv? Hvori består mit ansvar? osv. I bogen er samlet godt 40 uddrag af tekster, fortrinsvis fiktionsprosa, der sætter disse spørgsmål på dagsordenen. Udvalget rækker så langt tilbage som til Pascals 'Tanker' (1670) og så langt frem som til et uddrag af Simon Fruelunds fremragende remake af Mogens Klitgaards 'Der sidder en Mand i en Sporvogn' (1937), 'Der sidder en mand i bussen', som udkom sidste år. Antologien er beregnet for undervisningen i dansk, filosofi og religion på ungdomsuddannelserne og seminariet.
Udsat for eksistentialismen
Lyt til artiklen
