Det er videnskab, du milde hvor er det videnskab. Broby Johansen forstod i en bisætning at fortælle mere om byens liv, end dette storværk formår på 363 store sider, hvis man tænker i formidlingsbaner. Men en sådan bog med over 50 sider noter og bibliografi på 10 sider ender nok heller ikke på natbordet. Imponerende er den. Hvad jeg savner lige fra den træge læsnings begyndelse er imidlertid nogle sider med ordforklaringer, som kan hjælpe mig stakkel lidt på vej, når jeg skal forstå en 'hermeneutisk synsvinkel' i dette tilstræbte videnskabssprog. Hvad ville Holberg have sagt? Det får vi ikke at vide. Men forfatteren er meget klog, det er der ikke tvivl om, til gengæld nærmer læsning af bogen sig en fuldkommen umenneskelig pinsel. Måske fordi den ikke alene er vanskelig tilgængelig, men også kedelig uden måde. Men i en inderkreds af selvpinere indenfor Center for Urbanitet & Æstetik, vil jeg tro, den bliver læst under højlydte nydelseshvin. Udspringet er da også forfatterens ph.d.-afhandling om Kunstens urbane kartografi, Storbyfortolkninger fra industrialismens æra til informationsalderen. En mængde fonde har været med til at fremkalde det foreliggende værk. Formidling er der ikke tale om. Indholdet er mangfoldigt, som en Oskar Davidsensk smørrebrødsseddel handler bogen om typologi frem for kronologi, metropolitane genrebilleder, impressionisterne og Hopper i det 19. århundredes billedskema, ekspressionisme i Berlin, futurisme i Italien, byvirkelighedens ufremstillighed (jo den er go' nok!), storbyen som system og metropolen som montage, videre til pop og Rauschenberg, installationen og Bruce Nauman og frem til et afsnit, som jeg opfatter som det bedste: Fotografiet som sociologisk undersøgelsesredskab.