»Ja, asiater er vi, med skæve og grådige øjne!«. Sådan ender første strofe af den russiske symbolist Aleksandr Bloks store berømte digt 'Skythere'. Og digtet fortsætter: »Hvad der for jer er århundreder, er en time for os. Som lydige slaver har vi holdt et skjold op mellem mongolernes og Europas fjendtlige racer«. Dette digt fra 1918 står centralt i den engelske historiker Orlando Figes' store, ambitiøse og vellykkede russiske kulturhistorie, som han har kaldt 'Natasha's Dance'. Rusland definerer sig uafladeligt i forhold til enten Asien eller Europa - oftest dem begge. Som Figes påpeger, så er det oftest, når Rusland føler sig tilsidesat, svigtet eller set ned på, at det med chauvinistisk stolthed minder om sin asiatiske vælde, potentielle grusomhed og underliggende foragt for det Europa, det til andre tider er uovertruffen til at efterligne. Ja, Rusland har til tider og på nogle områder (for eksempel i Sankt Petersborg) været mere europæisk end Europa. Hver eneste russisk generation stiller sig selv spørgsmålet: »Er Europa eller Asien vor skæbne?« og udkæmper lidenskabelige intellektuelle kampe om det. Rusland har i flere omgange set sig selv som det af Blok omtalte skjold: Det beskyttede i egen mytologi Europa mod de mongolske horder (som Blok omtaler i digtet) i 1200-1300-tallet; det standsede Napoleon i 1800-tallet og knækkede Hitler i 1900-tallet. Alle tre forhold tjente bagefter i forskellig grad til undskyldning for landets tilbageståenhed og befolkningens fattigdom. (Og russernes umådelige ofre under begge de to fædrelandskrige skal ikke på nogen måde forklejnes her).