0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rusland er en sfinks

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Ja, asiater er vi, med skæve og grådige øjne!«. Sådan ender første strofe af den russiske symbolist Aleksandr Bloks store berømte digt 'Skythere'. Og digtet fortsætter: »Hvad der for jer er århundreder, er en time for os. Som lydige slaver har vi holdt et skjold op mellem mongolernes og Europas fjendtlige racer«.

Dette digt fra 1918 står centralt i den engelske historiker Orlando Figes' store, ambitiøse og vellykkede russiske kulturhistorie, som han har kaldt 'Natasha's Dance'. Rusland definerer sig uafladeligt i forhold til enten Asien eller Europa - oftest dem begge.

Som Figes påpeger, så er det oftest, når Rusland føler sig tilsidesat, svigtet eller set ned på, at det med chauvinistisk stolthed minder om sin asiatiske vælde, potentielle grusomhed og underliggende foragt for det Europa, det til andre tider er uovertruffen til at efterligne. Ja, Rusland har til tider og på nogle områder (for eksempel i Sankt Petersborg) været mere europæisk end Europa.

Hver eneste russisk generation stiller sig selv spørgsmålet: »Er Europa eller Asien vor skæbne?« og udkæmper lidenskabelige intellektuelle kampe om det. Rusland har i flere omgange set sig selv som det af Blok omtalte skjold: Det beskyttede i egen mytologi Europa mod de mongolske horder (som Blok omtaler i digtet) i 1200-1300-tallet; det standsede Napoleon i 1800-tallet og knækkede Hitler i 1900-tallet.

Alle tre forhold tjente bagefter i forskellig grad til undskyldning for landets tilbageståenhed og befolkningens fattigdom. (Og russernes umådelige ofre under begge de to fædrelandskrige skal ikke på nogen måde forklejnes her).


Så sent som i år 2000 hed det i en posthum bog om Ruslands kultur af den umådeligt agtede kulturhistorie-nestor Dmitrij Likhatjov, at »fra Asien har vi fået uhyre lidt«. Det var alt, hvad han havde at sige om arven fra mongolerne, som holdt Rusland besat i 200 år fra ca. 1230. Ifølge den russiske myte kom, terroriserede og plyndrede mongolerne - og derefter forsvandt de sporløst.

Sandheden - som det i perioder af ideologisk vestvendthed og ortodoks kristendom har været nærmest landsforræderisk at minde om - er da også, at de militært overlegne mongolske ryttere ikke behøvede at bekæmpe de russiske småfyrster. Det var først, da den gyldne horde selv var ved at gå i opløsning i 1380, at den mødte russisk modstand.

Vestvendthed og ortodoks kristendom er måske ikke de ord, der først falder én ind, når man skal karakterisere sovjetstaten. Og så alligevel. Hvordan det hænger sammen, får selv den uforberedte læser en flig af forståelse for ved at læse 'Natasha's Dance'.

(Det er ikke let at finde en titel til en bog, der vil omfatte hele den russiske kulturs historie. Og denne kan være lige så god som så mange andre. 'Natasha's Dance' hentyder til den purunge komtesse Natasja Rostova i Tolstojs 'Krig og fred', som trods sin opdragelse med tjenestefolk og luksus langt fra folkedybet instinktivt kan danse en perfekt russisk bondedans, da hun får chancen).

Orlando Figes påpeger, at de russiske fyrster samarbejdede med den gyldne horde, og derfor blev russiske byer ikke ødelagt, håndværk og kunst gik ikke i stå, kirker og klostre blev stående, og handel og landbrug fortsatte uanfægtet. Ej heller flygtede russerne.

Tværtimod optog den spæde russiske kultur en mængde asiatiske, tatariske elementer i sig. Senere blev de russiske kolonister mod øst dybt påvirket af de kulturer, de indlemmede i det russiske imperium i det 18. og 19. århundrede. Til forskel fra de europæiske imperier havde det russiske sine kolonier 'i baghaven' så at sige.

Det er blandt andet betydningen af det, Figes blotlægger i sin upolemiske gennemgang af den russiske kulturs historie fra grundlæggelsen af Sankt Petersborg for nøjagtig 300 år siden - med dybe dyk ned i hvad der svarer til vores middelalder - frem til komponisten Stravinskys besøg i sit udadtil afskrevne, men dybt elskede fædreland i 1962.

Figes præsenterer os for udvalgte nøglepersoner og -værker fra alle kunstarterne, og nogle af dem dvæler han også for længe ved. Men jeg kan ikke forestille mig andet end, at møderne med den russiske kulturs ofte excentriske koryfæer vil more den interesserede læser.


Lad os vende tilbage til Bloks digt; det hjælper til at skabe en tynd rød tråd i det vældige stof, som Figes dog styrer beundringsværdigt. »Rusland er en Sfinks. I triumf og sorg og badet i sort blod ser, ser, ser hun på dig med både had og kærlighed!«. Mere er der sådan set ikke at sige til det: Den sætning bør bare sidde i baghovedet på enhver økonom og politiker, der har med Rusland at gøre.

De knap 600 sider i Figes' bog - hvortil kommer over 100 sider med noter, en ordliste, en god tosporet kronologi, en liste over foreslået læsning og endelig et uundværligt indeks - indeholder foruden de store overblik også mange vidunderlige, konkrete anekdoter om Ruslands kulturelle fyrtårne.

For eksempel denne: Under sit besøg i Rusland spurgte den 80-årige tilsyneladende amerikaniserede Stravinsky flere gange efter den 24 år yngre Sjostakovitj (som forgudede Stravinskijs musik). Når den ene var i Leningrad, var den anden i Moskva. Men endelig mødtes de ved en banket på Hotel Metropol i Moskva. Komponisten Khatjaturjan fortæller:

»De blev sat ved siden af hinanden og sad i fuldkommen stilhed. Jeg sad overfor. Til sidst tog Sjostakovitj mod til sig og indledte samtalen: »Hvad synes de om Puccini?«. »Jeg kan ikke fordrage ham«, svarede Stravinsky. »Åh, det kan jeg heller ikke, det kan jeg heller ikke«, sagde Sjostakovitj«. Mere blev der ikke sagt ved den lejlighed. Næste gang gik det bedre takket være mange vodka-skåltaler.

Figes' definition af kulturhistorie er (klogeligt) traditionel på grænsen til det snævre: Vi følger musiktradition, ballet, opera, billedkunst, arkitektur og litteratur, sammenvævet, men ikke filtret, med små nødvendige gentagelser og uden forvirring til følge.

Så vidt jeg fornemmer, er Figes ikke særlig fortrolig med det russiske sprog. Det synes dog ikke at have hæmmet hans overordnede forståelse, og måske har det gjort hans bog mere tilgængelig for ikkefagfolk. Ingen behøver lade sig skræmme. Det var kun pletvis, jeg følte mig blasert, og jeg fik meget nyt at vide, især på anekdoteplanet.

At Orlando Figes, der er født i 1959 og har tre Ruslandsbøger bag sig, overkommer både sproghandicappet (hvis det altså er der!) og at skrive så fortroligt om alle kunstarterne, må skyldes den hær af researchere, han da også takker i forordet, og som kan gøre en anden en helt misundelig. Indimellem fristes man til at tænke: Hans opgave har bare været at skrive det hele sammen! Det er næppe sandt, og selv om det var, er det såmænd en kraftpræstation i sig selv.


På sit eget spørgsmål om, hvorvidt man kan tale om en decideret sovjetisk kultur, konkluderer Figes uideologisk, bagklogt og skånselsløst: Avantgarden i 1920'erne var en fortsættelse af den vesteuropæiske modernisme, og desuden kunne sovjetstaten ikke bygge på kunstneres drømme. Det var lige så uholdbart at bygge på et 'proletarisk' grundlag, selv om det var sovjetkulturens eneste originale idé.

»Den socialistiske realisme var, om end det kan diskuteres, en udpræget sovjetisk kunstform. Men en stor del af den var en hæslig forvrængning af det nittende århundredes tradition, ikke ulig Det Tredje Riges eller det fascistiske Italiens kunst. I sidste ende tilførte det 'sovjetiske' element (som blev kogt ned til ideologiens dødvægt) intet til kunsten«.

Sådan. Det var ikke gået i halvfjerdserne, heller ikke uden for Sovjetunionen. Og ved nærmere eftertanke er det også en lovlig hurtig dom. (Hvad med det tidlige sovjetiske filmsprog?).

Den seneste udvikling har Figes klogelig udeladt. Vi standser ved Solsjenitsyn, som vist er den eneste nulevende russer, der er nævnt i 'Natasha's Dance'. Det er rimeligt nok: Der er ikke plads til døgnfluer, når man skal yde den russiske kultur bare nogenlunde retfærdighed på 600 sider plus noter.

Er der kun plads til én bog om Rusland i håndbiblioteket, så lad det være denne. Det siger jeg i fuld erkendelse af mit ansvar, som de sovjetiske politikere plejede at sige.

Få Politiken leveret alle julehelligdagene

Få Politiken leveret hver søndag i en måned + alle julehelligdagene. Du får 8 aviser for 99 kr.

Kom i gang med det samme

Annonce