Krigen i Irak er overstået, og selv om vi live kunne følge med de amerikanske soldaters færd op langs Basra Road til Bagdad, er det ikke tv'ets dækning af krigen, der vil blive husket. Som de fleste andre af den moderne histories krige vil også denne krig - i hvert fald uden for Irak - blive lagret i hukommelsen som et enkelt billede. Et billede af hvad? Det er et spørgsmål, Susan Sontag stiller, men ikke besvarer, i sin nye bog om den fotografiske repræsentation af menneskelig lidelse 'Regarding the Pain of Others'. Sontag har før reflekteret over forholdet mellem fotografi og virkelighed, nemlig i sin banebrydende bog fra 1977, 'On Photography'. Dengang hævdede hun, at den moderne verdens billedstrøm havde gjort os til tilskuere til virkeligheden, som vi ikke længere kunne tage alvorligt, og hun pegede dermed på - lang tid før det var hvermandseje at sætte citationstegn om 'virkeligheden' - at den æstetiske omgang med tilværelsen er det moderne menneskes vilkår. Men det er ikke hele sandheden, siger hun nu. For fotografiet har også en enestående evne til at bringe os tæt på begivenheder, der geografisk eller mentalt ligger langt fra os - f.eks. mordet på 5.000 civile irakere. I dette Sontags nye perspektiv er billeder ikke bare tomme repræsentationer, men udgør et vægtigt bidrag til den kollektive hukommelses arkiv. De bærer vidnesbyrd, og den byrde deler vi, som ser på dem. I 'On Photography' anklagede Sontag fotografer for at være voyeuristiske katastrofeturister. I stedet for at gribe ind og hjælpe et menneske i nød forholder fotojournalisten sig æstetisk til sit 'emne', og denne afstandstagen til virkeligheden opretholder også dem, som ser på f.eks. krigsbilleder, hævdede hun.