Amerikanske Eve Enslers 'Vaginamonologer' (netop genopført på Husets Teater i København) baserer sig på et imponerende interviewmateriale, møjsommeligt indsamlet blandt hundredvis af åbenhjertige medsøstre. En lignende empirisk bredde kan man næppe beskylde Enslers landsmand Susanna Kaysen for: 'Historien om min vagina' har således karakter af en slags sygdomsdagbog, en (må man antage) selvbiografisk tragikomik, hvis hovedrolle spilles af et genstridigt underliv, alt imens et større galleri af praktiserende læger, gynækologer, biopater og psykoanalytikere indtager de i stigende grad absurde biroller. Kaysen lider (vist nok) af sygdommen vulvodyni - en tilstand præget af tilbagevendende skedesmerter, hvis årsag er ukendt, og hvis behandling - som det til hobe fremgår af Kaysens lille skrift - er på forsøgsstadiet. Vulvodyni er ikke så lidt af en gynækologisk gåde, og også i Danmark rapporteres der om et stigende antal tilfælde - ja, for nylig er der sågar stiftet en organisation for vulvodyni-ramte (se www.vulvodyni.dk). Kaysens beretning er overfladisk og hurtigt læst, men antyder alligevel flere væsentlige problemstillinger: f.eks. hvordan kroniske smertetilstande kan få mennesker til gradvist at ændre karakter, og - ikke mindst - hvordan kroniske underlivsproblemer har det med at filtre sig umærkeligt ind i patientens parforhold og intime relationer. På denne måde ender 'Historien om min vagina' til syvende og sidst med at hæve sig op over det muntert ligegyldige og kan måske - foruden at være sød og letlæst - være til trøst og glæde for kvinder i en lignende situation.