Kunsten er ikke, hvad den har været. Og heldigvis for det. Kunsten udvikler sig i det tyvende århundrede meget stærkt, endog så stærkt, at den filosofiske disciplin kunstfilosofi bliver meningsløs. Da alt potentielt blev kunst, blev spørgsmålet om, hvad er kunst, overflødigt. Det må erstattes af spørgsmålet om, hvad der har værdi, for at vi igen kan skelne mellem objekter. Det skriver den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen i sin nye bog 'Kunst - en begrebsafvikling', der er en let revideret udgave af en bog, han udsendte på norsk for tre år siden. Den er en samling af forelæsninger, men fungerer udmærket som en sammenhængende historie med punktnedslag i det tyvende århundredes billedkunst. Det er sympatisk og kendetegnende for Svendsen, der på dansk tidligere har udgivet den formidable 'Kedsomhedens filosofi' og 'Ondskabens filosofi', at han ikke nøjes med abstrakte filosofiske refleksioner over et emne, men faktisk gør en dyd ud af at konsultere substansen med et stort referencemateriale og et ofte imponerende overblik. Denne bog er således mere en moderne kunsthistorie, end den er et stykke kunstfilosofi. Og det er med overlæg: »Jeg opfatter det at yde fænomenet retfærdighed som det vigtigste i et filosofisk arbejde«. Som Lars Svendsen argumenterer, så angår det æstetiske felt det visuelt partikulære, mens filosofien angår det begrebsligt almene, så uanset at en kunstteori altid spiller med ind, når man betragter et kunstværk, og at meget kunst forudsætter en vis teoretisk viden, så nytter det ikke at tale om kunst uden den historiske række af værker, der udgør dens emneområde.