Der er næppe mange, der vil sætte spørgsmålstegn ved, at den måde vores hjerne fungerer på, på afgørende måde bestemmer læsningens forløb og karakter. Men problemet er at undersøge præcis hvordan og hvorledes. Der hersker nemlig fortfarende en kløft mellem de videnskabelige discipliner, neurologi og filologi, der ville kunne tage hånd om dette spørgsmål. Filologen vil hævde, at læserens bevidsthed ikke kan reduceres til et antal neuroners udveksling af elektriske signaler, mens omvendt neurologen vil mene, at undersøgelsen af den lydlige organisation i et digt måske ikke bidrager afgørende til den videnskabelige undersøgelse af hjernens indretning - for nu at sige det pænt. Men: I seneste nummer af det fortræffelige Semikolon. Tidsskrift for studier af idéhistorie, semiotik og filosofi har Nikolaj Zeuthen en glimrende artikel, 'Hjernegymnastik', der fremsætter en række overbevisende og skægge påstande om forholdet mellem digtets lydlige organisation og vores førbevidste, neurologiske reaktioner herpå. Nummeret rummer meget andet godt, som jeg helt uretfærdigt undlader at nævne, men kan læses med udbytte alene for Zeuthens artikel.
Semikolon!
Lyt til artiklen
