Jeg er ret misundelig på Birgit Petersson, fordi hun har skrevet sådan en god bog. Så derfor vil det være logisk, at jeg rundt omkring begynder at tale dårligt om hende, nedvurderer hende og alt hvad hun har foretaget sig i sit lange og aktive liv, for det fortrænger den misundelse, som jeg godt ved, det ikke er spor pænt at føle. Jeg kunne også gøre noget modsat: rose og idealisere hende ud over alle bredder - men så får jeg mindreværdsfølelser, for hvorfor skrev jeg ikke selv en god bog, og hvorfor er det ikke mig, der er lektor i kvinde- og kønsforskning og ustandselig bliver spurgt til råds i medierne? Svær ting, den misundelse. Ingen er sluppet udenom at føle den eller være genstand for den, fra Kain og Abel over Jago og Othello og til nutidens mediehelte, som bliver løftet til himmels, mens vi lurer på den fejl, der kan få dem til at falde. Alle større søskende har følt den, når der kom et nyt barn i familien - nogle har endda ønsket at slå babyen ihjel, som regel dog uden held. For misundelse er også had. Det kan man se i ordets oprindelse: På dansk kommer det af mis-unde, altså at man ikke under den anden noget, men unde betyder oprindeligt elske, så vi mis-elsker, hvilket er det samme som at hade. Tyskerne taler om 'neid', nid, der også betyder had og fjendskab, englænderne bruger 'envy', som kommer af latin 'invidia/invidere', at se ondsindet på nogen, kaste onde øjne på dem.
Den grimme orm
Lyt til artiklen
