Adoptivbørn er ikke som andre. De har et hul indeni, hvor der mangler noget, en angst for adskillelse og for at det, de har, skal forsvinde. Og så er det lige meget, om de blev adopteret som næsten spæde eller som halvstore. »Myten om, at adoptivbørn får en højere livskvalitet, desto tidligere de bliver adopteret, lever stadigvæk i bedste velgående, men den holder ikke«, siger en af Danmarks meget få adoptionsforskere, lektor og klinisk psykolog Lars von der Lieth i bogen 'Adoption fra a-z'. Han begrunder det med, at alle adopterede børn har oplevet mindst to svigt: Først da mor gav dem fra sig, og siden da de mistede tilknytningspersonen på børnehjemmet eller i plejefamilien og blev givet videre til adoptivforældrene. Og følelser husker, selv om forstanden ikke gør. Hans holdning støttes af en undersøgelse af 1.041 adopterede i Nordjyllands Amt, hvor overlæge i psykiatri Conni Fensbo dokumenterer, at adopterede har en næsten dobbelt så stor risiko for at blive indlagt med psykiatriske problemer, svarende til 5,48 procent mod de normale 3,32.
Et barn i armene
Lyt til artiklen
