Forfængelige generaler er et problem. Tilbage i Politikens ungdom skrev en af slagsen til chefredaktør Henrik Cavling og klagede over, at hans navn ikke var med blandt følget i omtalen af en celeber begravelse. Beskeden gik videre til begravelsesmedarbejderen Holm, der forstod en fin hentydning. I de følgende måneder optrådte generalen uden undtagelse ved hver eneste refereret begravelse, men da Holm til sidst lod generalen gå forrest ved bisættelsen af en selvmorder, hvis familie Politiken havde samlet ind til, protesterede han dybt krænket til Cavling. Denne reagerede stilfærdigt og loyalt over for Holm: »Holm, lad generalen bære kisten næste gang, eller lad ham i det mindste synge i koret«! Nu har vi nok en general, der over i købet synger solo. Til journalisten og forfatteren Poul Pilgaard Johnsen, der har ladet båndoptageren løbe, så Kjeld Hillingsø, pensioneret generalløjtnant, kan berette om sit liv, sit ægteskab, sine børn, sin karriere og sine fiske- og jagtoplevelser med de betitlede. Vi får at vide ved bogens start, at generalen ikke bruger barbersprit, men propylalkohol, for mænd skal lugte af »læder, krudtrøg og sved«. Så er tonen ligesom slået an.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























