Knap har man fordøjet fjerde bind af Kai Aalbæk-Nielsens monumentale kærlighedshistorie, førend kunsthistoriker Mogens Eilertsen melder sig på banen med en lille, lækker sag om parforholdets kunst- og kulturhistorie. Et billede siger som bekendt mere end tusind ord, og selv om Eilertsen forsøger sig med en sammenbindende tekst, bør man efter min mening lade analyse være analyse og som et forkælet barn holde sig til det rene og skære billedkikkeri. Her får man til gengæld rigelig valuta for pengene: fra Hieronymus Boschs rablende skabelsesberetning til L.A. Rings jævne husmandsfolk - fra Eckersbergs mytologisk-erotiske urfantasier til Willumsens benhårde scener fra et ægteskab. Jo, 'Adam og Eva' kommer vidt omkring, og når jeg flabet opfordrer til at skippe ledsageteksten, er det, fordi den - pænt sagt - er overfladisk og kun i glimt formår at kvalificere det overvældende billedgalleri.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























