Man har kæmpet sig gennem den vildtvoksende jungle, over rasende floder, stejle klipper og giftige planter og er langt om længe nået frem til en lillebitte landsby i midten af den eksotiske intethed. Man lykønsker sig selv, både med den fysiske bedrift og med for en gangs skyld at være kommet et godt stykke fra alfarvej. Børnene render om benene på en, og man når lige at tænke selvtilfredst, hvor længe siden det mon egentlig er, de sidst har set vesterlændinge i denne udørk, før man ser det: Coca-Cola-skiltet, der griner hånende fra den lokale kiosk. Et ydmygt sted, der ellers ikke sælger andet end hjemmegroet jams og håndplukket mango, men som folkene fra Atlanta på næsten naturstridig måde har formået at finde og fylde med den kendte sødlige drik. Knaldgod historie Kan De nikke bare lidt genkendende til dette, må De også have undret dem over, hvordan det egentlig kan lade sig gøre, og hvordan det er lykkedes Coke i den grad at blive en del af hele klodens fælles bevidsthed. Svaret er, viser det sig, hårdt arbejde, benhårde forretningsmetoder og en ualmindelig snedig forretningsmodel - samt naturligvis en god portion held. Det har New York Times-journalisten Constance Hays nu skrevet en bog om, og selv om den sine steder bliver lige lovlig detaljeret for selv en Coke-fan som undertegnedes smag, er beretningen om Coca-Cola bare en knaldgod historie. Middel mod migræne Eventyret tager sin begyndelse i 1886 i Atlanta, hvor den tidligere sydstatssoldat John Pemberton får en lys ide. Som mange andre af datidens kvaksalvere frister Pemberton en usikker tilværelse ved at mikse hjemmelavede eliksirer, herunder noget han kalder French Wine Coca, en slags sirup bestående af alkohol, kokain, koffein, korianderolie, vanilje, lime juice og andre gode sager. Den blandede han med vand og solgte som medicin til de lokale borgere. Så vidt, så foreløbig godt. Problemet var imidlertid, at ikke alle kunne tåle eller lide spritten, så en dag fjernede den driftige Pemberton alkoholen og blandede i stedet siruppen med sodavand. Vupti, Coca-Cola var født. Pemberton blev imidlertid ikke manden, som kom til at nyde de senere så store frugter af sin opfindelse. To år senere serverede han nemlig sin drik for en lokal forretningsmand ved navn Asa Chandler, der led af migræne. Hovedpinen forsvandt tilsyneladende så meget, at Chandler samme år købte rettighederne til Pembertons drik. Derefter begyndte det at gå stærkt. Chandler var en dreven forretningsmand, som hurtigt fik gjort navnet Coca-Cola kendt langt ud over Atlantas grænser. Flere og flere 'drugstores' begyndte at tilbyde drikken, som de selv miksede på basis af den klistrede sirup, Chandler solgte til dem i tøndevis. Sirup i bankboks Salget gik strygende, så strygende, at flere af de lokale drugstores i midten af 1890'erne begyndte at hælde Coca-Cola på flasker, så folk også kunne nyde eliksiren i hjemmet. Dermed var yderligere en af hjørnestenene til Coca-Colas succes lagt. Modsat hvad man måske tror, er det den dag i dag nemlig ikke The Coca-Cola Company, der rent faktisk producerer Coca-Cola, hælder det på flasker og så videre. Den beskidte og rodede opgave overlader selskabet i Atlanta til de såkaldte 'Bottlers' - tapperier - som har overtaget den rolle, som de driftige amerikanske apotekere tog på sig dengang i 1890'erne. Selve Coca-Cola holder sig nemlig stadig til én enkel opgave: at producere den sirup, som drikken er baseret på, sælge den til godkendte 'Bottlers', som så tager den derfra. Det er siruppen, ikke selve drikken, som efter sigende befinder sig i en bankboks, og hvis indhold kun kendes af en snæver kreds af topledere. Moderselskabet i Atlanta overlader det ganske enkelt til de lokale aftapningsfirmaer at finde markederne, landsbyerne etc., få skidtet derud og de tomme flasker tilbage og holder sig i øvrigt selv til at tælle pengene og gennem reklamer gøre efterspørgslen på Coke endnu større, end den i forvejen er. Skandaler og beskidte kneb En yderst behagelig forretningsmodel, hvor Coke skummer fløden på siruppen og lader andre om at tage risikoen og problemerne med den faktiske produktion. Helt så simpelt er det naturligvis ikke. Hays beskriver talrige af Coca-Colas beskidte kneb, som dog næppe er meget mere ufine end så mange andre selskabers, og som efter undertegnedes opfattelse fylder lige lovlig meget i bogen. Skandaler er der nok af, på 118 år ville andet være underligt, og vi kommer omkring alt fra bestikkelse til racisme og overtrædelse af konkurrencereglerne. Saftigt stof, ingen tvivl om det, men for en decideret bruger som undertegnede er og bliver det produktet og dermed siruppen, der er det fascinerende. Og her kommer Hays med et interessant tip, jeg selv vil teste så hurtigt som muligt: At The Lexington Candy Shop, på hjørnet af Lexington Avenue og 83ende gade i New York, stadig blander Coca-Cola manuelt i glasset og - endnu mere fascinerende - at man ligefrem kan købe siruppen til at tage med hjem. Hvor den efter sigende skulle smage glimrende på f.eks. vaniljeis.